★★★★★☆ Edward II – skønt ensemblespil i perlende twist på kongedramaet

Betty Nansen Teatret byder med Edward II på veloplagt kongedrama, der på Elisa Kragerups karakteristiske vis omformer klassiske tekster til et moderne, musikalsk scenesprog, som sætter en krog i samtiden. Her med spørgsmålet om, hvor meget man kan såre andre for at leve, som man vil.

“Don’t stop me now / ‘Cause I’m having a good time”

Queens manisk selvcentrerede festhit pulserer under Elisa Kragerups iscenesættelse af Edward II og indfanger vel også koncentratet af det, der går galt for kong Edward og hans elskede Gaveston, der forelsket forblindede ikke ænser alvoren i omverdenens raseri og derfor forgår frem for at skabe forståelse for deres forbundethed.

Veloplagt kongedrama

Tom Silkeberg og Elisa Kragerup har lavet et mashup af tekster af Shakespeare og hans samtidige Christopher Marlowe til dette veloplagte kongedrama, der tidsmæssigt ikke kunne være landet mere heldigt. Om end kroningen af Kong Frederik foregik uden de ekskluderende og konspiratoriske magtspil, vi bliver vidne til på Betty Nansen Teatret.

Vi er tilbage i 1300-tallet, hvor Edward overtager tronen fra sin døde far, og straks vækker adelens vrede ved at afvise at videreføre sin fars “projekt”, krigen. Værre bliver det, da Edward henter sin elskede Gaveston til hoffet, udnævner ham til rådet og lader ham trampedanse i sine lange støvler henover både adel, dronning og biskop, som om kun deres kærlighed gjaldt.

Maria Rossings kalkulerende dronning imponerer

Peter Plaugborg er skiftevis brovtende og blid i en flot nedtonet og stadig mere plaget persona, der rummer monarkens magtmonopol og den elskendes ømhed i sig som sideløbende strenge. Havde blidheden blot inkluderet andre end Gaveston, havde blikket på parret måske været nådigere? Simon Bennebjerg stoltserer koket-dominerende rundt som kongens attråede, der nok elsker med samme glød, men også fejllæser sin egen magtposition fatalt. Sammen brænder de ind i hjertet i deres larmende, orgastiske dans og i det nænsomme, ordløse møde over kløften.

Omkring dem konspirerer adelen med Mikkel Arndts magtliderlige Mortimer i front skarpt sekunderet af Johanne Louise Schmidts stramme Lancaster. Ena Spottag sørger for comic relief, inden hun i rollen som Edwards søn må tage alvoren på sig. Asbjørn Krogh Nissen giver den ydmygede biskop nuancer, Thorbjørn Hedegaard sætter hykleriet i relief som den tidligere konges bortsmidte legetøj, mens Xenia Noetzelmann er ladt lidt i stikken i den fade rolle som Edwards udglattende bror.

Stærkest står Maria Rossings forsmåede, hævntørstige dronning. Manipulatorisk og bly i samme moment sætter hun slutspillet i gang. Statuarisk med magtfuld håndkoreografi, undseelig med kalkulerende, påtaget gråd i adelens arme, isnende kynisk i sin moderlige omsorg for sønnen.

Magtens lyd og billede

Karin Gille har skabt en magtens scenografi. Fra gulvets skaktern til sidernes tunge gardiner. Fra tronstolens dominans i første del til universets delvise opløsning i anden del. Maja Mirkovics kostumer mimer tiden, men giver dem et sensuelt, sanseligt twist med pludselige glimt af rosa og grønt i det dominerende sort/hvid/brune magtbillede.

Line Felding er konstant til stede på scenen med sine klagende cello-kompostioner, der på forunderlig vis bliver befrugtet i mødet med blandt andet Queens mere pumpende melodi og Johanne Louise Schmidts sprøde sang til et unikt og samtidigt klangunivers.

Elisa Kragerup classic

Edward II er Elisa Kragerup classic. En klassisk tekst – eller som her en montage – forløses i et moderne, musiklask scenesprog af et fremragende timet ensemble, der er den oprindelige tekst tro, men også sætter en krog i samtidige diskurser.

Moralen falder tilsidst: “Intet menneske skal blive straffet for, hvordan han lever eller elsker andre”. Det handler Edward II om, men måske spørger den også samtidig, hvor meget man må såre og træde på andre for at leve, som man vil? Og her peger fingeren i alle retninger. Den udtalte morale kan de færreste være uenige i, men det er i det underliggende spørgsmål – der måske har sneget sig ind bag om ryggen på produktionen – at dramaet får relevans og aktuelt sprængstof.