★★★☆☆☆ Tilfældigvis forbi kommer aldrig helt ud over scenekanten

På Randers Teater har musikforestillingen Tilfældigvis forbi, der oprindeligt var programsat under en coronanedlukning, fået premiere. Lone Rødbroe og Tom Jensen leverer nærvær og komisk timing, der desværre ikke helt kompenserer for den manglende røde tråd i manuskriptet og de papirtynde karakterskildringer.

Joy Maria Frederiksen står bag iscenesættelsen af Tilfældigvis forbi på Randers Teater. Men selv om hun som vanligt har sans for at lade det komiske og det alvorlige mødes, er Niels Olsens tekst – der tager afsæt i Rugsted og Kreutzfeldts musikalske univers – ikke så stærk, som det velspillende hold af skuespillere og musikere på scenen fortjener. 

Annonce

Lone Rødbroes sprudlende Jenny og Tom Jensens korrekte, slipseklædte Stig mødes til et studenterjubilæum 30 år efter, de så hinanden sidst. Det summer af usagte sandheder og gamle følelser, men dialogen mellem dem er fragmentarisk. Lidt om gamle gymnasieflirter, lidt om demonstrationer mod Bertel Haarder, lidt om spøgelser, lidt om at falde ind i gamle roller, når man mødes igen mange år efter. Men vi kommer aldrig rigtig tæt på de to karakterer. Der, hvor vi kan mærke menneskene, og historien kunne bindes sammen og gøres relevant. Det udfordrer forestillingens humor, som aldrig rigtig får fat.

Mere dagen derpå end egentlig fest

“Vær beredt” står der med spejdernes velkendte udtryk skrevet over døren på scenen. Og blandt publikum er vi – efter de senere års vellykkede, musikalske forestillinger på Randers Teater, som Viva las Vegas i 2020 og Soulmates i 2022 – i hvert fald beredte på en festlig aften.

Også scenografien lægger op til fest. Publikum er med til et 30 års studenterjubilæum, der afholdes i Sus Hauglands enkle og velfungerende spejderhyttescenografi, hvor grove træbjælker og blandede, gamle møbler skaber en autentisk spejderstemning.

Men munterheden udebliver, for festen er allerede slut ved forestillingens start. Gæsterne er taget med den planlagte bus tilbage til Randers. Alle på nær Jenny og Stig, der missede bussen og nu er alene tilbage i hytten midt i Rold Skov uden netforbindelser og med mobiler, der løber tør for strøm. Inden da får de fat i den lokale taxachauffør, men han nægter at køre ud i mørket. Det er som udgangspunkt en morsom rammefortælling, der desværre ikke udnyttes optimalt.

En snert af følelser

Lone Rødbroe er som altid storcharmerende og velsyngende. Tom Jensen giver hende fint modspil som den jakkesætklædte, noget mere kejtede Stig. Begge leverer deres replikker med upåklagelig komisk timing, som ville have fungeret, hvis teksten var sjov. Det er de mange korte sekvenser bare ikke. Publikum ler, da de de to beslutter, at de hellere må holde sig fra at tale om politik, fordi de stemmer henholdsvis på Enhedslisten og Liberal Alliance. Men egentlig morsomt er det jo ikke, blot en skæv konstatering.

Første akt er hårdest ramt. Der er ingen rød tråd i forestillingen, og vi får ingen chance for at lære de to at kende gennem en abrupt dialog, der konstant afbrydes af sange. De bliver fremført glimrende, både af Lone Rødbroe, Tom Jensen og musikerne Thomas Pakula og Jacob Venndt, der leverer akkompagnementet fra sidescenen iført grønne spejderuniformer, men sangene bremser fortællingen snarere end at uddybe den.

Først i anden akt indtræffer et skifte, da en dybere konflikt mellem de to samler trådene til en historie med et klart fokus og et naturligt drive. Endelig ser vi en flig af de mennesker, der står foran os, og her mærker vi også en snert af noget følsomt, ja faktisk sødt, når de to langsomt nærmer sig hinanden. Men det er sent og trods Rødbroe og Jensens gode energi ikke nok til, at de kan redde et fragmenteret og mestendels usjovt manuskript.

Afdæmpet musikvalg

Niels Olsen har bygget sin forestilling op omkring Rugsted og Kreutzfeldts sange. Helt sikkert af kærlighed til de to herrers bagkatalog, som dog ikke rummer så mange andre syng-med-hits end Jeg ved det godt. Og det er én af forestillingens udfordringer, at musikken lægger mere op til eftertænksomhed end til dans.

Denne stilstand manifesteres helt fysisk på scenen, hvor de to medvirkende som oftest sætter sig ned, når de skal synge. Det er svært at sætte gang i publikum med de mange stille numre, der ikke lokker fødder til at rokke eller hænder til at klappe i takt, når vi samtidig er for distancerede fra personerne til at følge dem ind i eftertænksomheden.

Det er måske en detalje, men forestillingens tidslinje hænger heller ikke sammen. Et 30 års studenterjubilæum i 2024 ville betyde en gymnasietid i starten af 1990’erne, altså noget senere end Rugsted og Kreutzfeldts storhedstid fra slutningen af 1970’erne og frem til midt 80’erne, mens flashback-scener til Jenny og Stigs ungdom med minder om protestdemonstrationer, hippiehår og ditto hårbånd sender os et årti endnu længere tilbage i tiden.

De uklare referencer er med til at understrege oplevelsen af en forestilling, der ikke får samlet sit materiale, men blot har lagt en rammefortælling ned over det musikalske udtryk, dramatikeren virker mere interesseret i end i sine egne karakterer.