★★★★☆☆ The Labyrinth – ætsende nærvær og rungende minimalisme 

Marie Topps The Labyrinth havde premiere i april 2022 i regi af Dansehallerne og kan nu opleves hos Aaben Dans i Roskilde. Iscenesættelsen fremtræder stærkt minimalistisk, men dansernes energi og samspillet med musik og lys udsender et både skræmmende og larmende energisk nærvær.

Publikummer ser på hinanden i undren. Én klynger sig skræmt til sin ledsager og en anden holder sig for ørene, mens projektører og haze skaber en drømmende og diffus tid og rumlighed. Koreograf Marie Topp er ikke ude på at levere mundrette tolkninger, der er lige til at spise, men løsrevne artefakter af levet liv, der i dette tilfælde leveres sitrende intenst af danserne Emilie Gregersen, Alen Nsambu og Johanna Chemnitz.

The Labyrint er tænkt som første del af en serie på tre værker om tid og eksistens. Vel at mærke ikke eksistens som fysisk progredierende fortællinger, vi kan tolke entydigt udefra og ind. I stedet tilbydes vi vinduer til indre oplevelsesuniverser, som lukker os ind, hvis vi relaterer os til følelserne, energien, nærværet og os selv. Musik og lys er nøgler til stemningerne på en ellers mørk og tom scene. 

Ydre veje og indre vildveje

Musikken runger i cirkulære mønstre og åndedræt i livets cyklus, som det alligevel lykkes os at fare vild i. Den mørke scene med haze og lys som eneste scenografi er næsten skræmmende uden klare, faste holdepunkter. Let at forsvinde i og være alene i. Som drømme, der ikke er til at komme ud af. Zosia Holubowska rammer stemningen præcist med forvrænget, overnaturlig vokal over den sfæriske brummen.

Emilie Gregersen kravler ud af mørket og fortsætter målrettet sin vej på kryds og tværs af scenen og forsvinder igen og igen. Altid samme vej ind og samme vej ud. Hvad der sker undervejs gennem den imaginære labyrint, ved vi ikke. Men rejsen er dedikeret og artikuleret som et rovdyrs med smukke velkoordinerede bevægelser af skuldre, ryg og ben. Tid, hændelser og pauser er abstrakte og infiltrerede.

De tre dansere repræsenterer hver sin følelsestilstand, hver sin energetiske ladning. Musikken brummer og buldrer med stigende intensitet, og Alen Nsambu rejser sig langsomt fra knæ til stående med armene strakt op mod himlen. Står der længe som i et andet univers. Johanna Chemnitz ligger på gulvet, mens overarme, hænder og fingre peger op mod himlen.

Fra det himmelstræbende til det jordnære

Himlen åbner sig til skærende fløjtetoner fra de yderste galakser som i mødet mellem afslutning og ny begyndelse i et skulpturelt danset nærvær. Lyden eksploderer i et inferno af pulserende, skærende lyde med dyb bas og råb. Vi kan næsten føle smerten og se hænderne, der prøvende tager imod nyt liv. Døden og livet som tæt forbundne og lige uudgrundelige.

Johanna Chemnitz har god kontakt til det jordnære, studiet af hænderne, tyngden i det kropslige og omfavnelsen af det bløde, det nye liv. Alen Nsambu siver let som en ånd ud af et tidløst univers til rumlige dryplyde, mens Emilie Gregersens bevægelser synes fanget i et spindelvæv af rutiner. Der er begrænset fysisk kontakt, indtil de griber ud og trækker hinanden over gulvet til vemodige lyde af hvalsang.

Musikken er af Julia Giertz og lysdesignet af Mårten K. Axelsson. Musik, lys og koreografi er ikke bare vævet sammen, men spiller sammen som et jazzband, der giver plads til hinanden som ligeværdige medspillere. Der er lag af fortælling, vi ikke kan se, men ane som indre sindbilleder og drømmesyn i en blanding af bevægelse og lys.

Skræmmende nærvær

Modsætningerne mellem lys og mørke, larm og stilhed, bevægelse og stilstand trækker dynamiske spor. Vi forbinder selv de intense øjeblikke, der kan opleves som filmiske klip. Lige som man er lullet hen i trance af langsomme bevægelser, rammer nedslaget, der skærper nuet.

Emilie Gregersen skaber fx en decideret uhyggelig zombie-figur til skærende høje lyde med et intenst blik tilført subtile, hakkende bevægelser. Måske fanget i livets rutiner og følelsen af, at livet går så hurtigt, at alt trækker sig sammen. Kostumedesigner Maria Ipsen har skabt bløde, kostumer i grå, blå og grøn, mens det røde på zombiens udstrakte grå ærmer giver indtryk af bloddryppende horror. 

The Labyrinth er et typisk eksempel på Marie Topps koreografiske tilgang, der med underspillet styrke og ætsende nærvær formår at udtrykke et enkelt menneskes eller hele verdens eksistens på en time. Det er let at fare vild, men også en velkommen lejlighed til at stoppe op og orientere sig på ny i frie associationer.

Se videotrailer her.