Kritik til debat: En samtale om anmeldelser – forløst uden skyttegravskritik

Da ISCENE sidste torsdag afholdt arrangementet Kritik til debat på Aveny-T, mødte branchefolk fra hele scenekunstfeltet, forskere og anmeldere fra etablerede medier og egne platforme talstærkt frem. 

Ambitionen var at styrke samtalen om og indsigten i anmeldelsens rolle og værdi i dag gennem en åben og udviklende debat. Arrangementet var delt op i to debatter, der faciliterede hvert sit fokus i to paneler, der talte med hinanden og gik i dialog med publikum.  

ISCENEs kritikredaktør Anne Liisberg modererede dagens første debat, hvis panel satte fokus på, hvad kritik skal i dag. Der kom mange bud, som banede vej for retoriske spørgsmål om anmeldelsen. Skal den fx definere kunstneriske kvalitetsbegreber? Styrke den offentlige samtale? Folde forestillingen ud som kunstværk? Være en samtidskritik eller et pejlemærke på, hvor scenekunsten bevæger sig hen? 

Der kom ingen entydige svar, men samtalen viste, at anmeldelsen er et mangefacetteret format, der fortsat indgår som del i en større demokratisk debat og er med til at styrke samtalen om scenekunst. 

Formater og faglighed

Faglighed og kvalitet var to af fokuspunkterne i det første panel. Danser og koreograf Marie Topp pegede på, at dansen ofte bliver vurderet ud fra et klassisk teatersyn. Et blik, der unddrager sig kunstartens iboende æstetik og usynliggør en del af dansen og værkets potentiale. Kritikerens manglende faglighed står altså i vejen for at åbne værket og dets refleksionsrum. 

Kunstnerisk leder af danskdansk, instruktør og skuespiller Sandra Yi Sencindiver fremhævede i forlængelse heraf den manglende diversitet i anmelderkorpset, der på lignende vis kan spærre for et åbent blik på værker, der tager afsæt i andre koder og kulturer end mainstream og klassiske parametre. 

Men faglighed kan have mange former. Kunstnerisk producent og danseformidler Stina Strange Thue arbejder med tekstformater, der modsat den klassiske anmeldelsesform leger med tekst og form for at præsentere det taktile i forestillingen og dermed udvider værket gennem anmeldelsen mere end fælder dom over det.

Problematisk, at genren ikke har udviklet sig

Der var dog konsensus om, at den fagbaserede anmeldelse er i frit fald. Nikolaj Bøgh, konservativ politiker og rådmand på Frederiksberg, nævnte, at et af grundproblemerne er, om kritikken overhovedet stadig har en platform i de statsstøttede medier, og spurgte, om der ikke bør stilles mere specifikke krav om at dække kunststof til disse medier, dvs. dag- og lokalblade, DR og TV2. 

Kasper Holten, teaterchef på Det Kongelige Teater, sad med i dagens andet panel og fortalte, hvordan han opfatter anmelderen som samtalepartner, men også pegede på, at ”Det bliver ikke som i gamle dage, hvor man kunne køre ned på Rådhuspladsen ved solopgang og læse en lang, fagligt baseret anmeldelse af sin nyligt overståede premiere. Så vi skal finde ud af, hvad anmeldelsen skal i dag!”

Samme udfordring har Politikens kulturredaktør Mette Davidsen-Nielsen, der sad i samme panel. Mette Davidsen-Nielsen lagde ikke skjul på, at det kræver kræfter at få læserne til at hænge på. Hun forklarede, at ”et af problemerne er, at kritikken ikke har udviklet sig som genre, og det har vi et ansvar for at lave om på.” 

Hvem skal udvikle genren og komme til citat?

Flere og flere definerer sig som anmeldere på de sociale medier og skaren af skribenter, der bringes til citat, favner bredt. Der skeles ikke nødvendigvis til fagligheden, men bringes lige så vel citater og stjerner fra folk, der uden faglig ballast baserer deres vurdering på personlige synsninger og typisk fungerer som influencers i segmenter, der ikke nødvendigvis nås af de etablerede medier.

Spørgsmålet er hvilken fremtidig samtale om scenekunst, det skaber, og hvem der taber i det lange løb. Det kan være svært at folde en fælles samtale ud baseret på andre folks synsninger. Samtidig er det svært at tro på, at publikum bibeholder tilliden til teatre og kritikere, når forestillingen oversælges med helsider af hjerter og rosende citater.

Der hviler et stort ansvar på nutidens medier, teatre og fagstærke onlineplatforme om at skabe en samtale om scenekunst, der fortsat udvikler kunstarten og bidrager til den demokratiske debat. Der skal, som Sandra Yi Sencindiver efterlyser, en større diversitet i anmelderstanden for at sikre en bredere samtale, og vi skal eksperimentere med nye formater, så blikke og samtaler ikke forstener. 

Men samtidig er det afgørende, at ikke bare teatre og medier er opgaven bevidst, men at der også mediepolitisk træffes nogle radikale valg, der forholder sig til nu- og fremtidens medielandskab, hvis anmeldelser og kritik fortsat skal være del af det danske samtalerum om scenekunst.  

På ISCENE fortsætter vi debatten og vil samle op på arrangementet på forskellig vis. Vi skal adressere den geografiske udfordring, der især rammer Vestdanmark, hvor de store jyske og fynske medier ikke længere dækker scenekunst med kritik. Vi mangler også at høre publikums tanker om kritik, så vi arbejder på at fortsætte debatten i både Aarhus og København i løbet af foråret og vender tilbage med tid og sted.