★★★☆☆☆ Matador vil både for lidt og for meget, men har et pletskud gemt til sidst

Det kunstneriske hold bag den nye musical Matador, der i går havde premiere i Falconersalen, har en erklæret ambition om at række ud til et nyt publikum. Om det lykkes, er nok tvivlsomt trods et moderne visuelt og musikalsk udtryk, for først mod slutningen forløser Søren Torpegaard Lund i en pragtpræstation som voksne Daniel Skjern historiens underliggende og helt aktuelle historie om at rumme det, der bryder med normen.

Hvor er Agnes? Sådan kan man let fristes til at spørge, men selvfølgelig må det kunstneriske hold skære dybt, når 24 tv-afsnit skal komprimeres til scenen.

Susanne Bier og Anders Thomas Jensen står sammen med Lise Nørgaard selv bag dramatiseringen, der skærer meget skarpt til omkring det – bevares dominerende – spor, der følger Mads Skjern fra underdog til toppen af parnasset i den fiktive provinsby Korsbæk.

Liderlige mandspersoner og andre karikaturer

Dermed efterlades Agnes og det kvindespor, der også kan siges at være dominerende i serien – tilbage på perronen. Marie Dalsgaards perfekte Malene Schwartz-efterligning af sensibelt-stærke Maude og Anette Heicks lidt friere fortolkning af Helle Virkners svært selvretfærdige Elisabeth Friis-karakterer er trods vidunderligt komisk spil af den første og sensuelt, længselsfulde sange af den anden, ofte i flot duet med Carsten Svendsens lidt anonyme Kresten, bliver kvindernes udviklingshistorie kun små lakuner i musicalens hastige ræs gennem mere eller mindre relevante højdepunkter.

Fokuseringen er indlysende, men forringer plottet, når den fx skraber enhver positiv nuancering ud af Jon Langes Hans Christian, der fylder en del som modfigur til Mads, ligesom det øvrige udvalg af karakterer mest bruges til at vise noget om Mads. De er langt hen ad vejen funktioner mere end karakterer, hvilket af og til tangerer det sære.

Gordon Kennedy og Line Krogholm er skønt neddæmpede med stærk timing som Oluf og Katrine Larsen, men bruges kun marginalt – vi kan jo ikke undvære Kvik, Hitler på lokumsbrættet og hesten til den kærlige dreng. Modsat fylder Møgherne alt for meget. Daimi Gentle og Ragnhild Kaasgaard gør det aldeles fint, men slag med stok og rablen om liderlige mandspersoner har begrænset underholdningsværdi i længden.

Drama eller folkekomedie?

Noget af pølsen ligger begravet i det uafgjorte spænd mellem drama og folkekomedie, der er flyttet fra serien med over i musicalen. Mens vores folkesjæle nok var ganske Olsenbandeagtig, da serien havde premiere, er det i dag mere tvivlsomt, om et yngre publikum vil lade sig charmere af disse sexfikserede Møgher og Thomas Bangs flot honnør-leverede Oberst Hackel. De kører sammen med Boldt, Viggo Skjold Hansen og Laura rundt i et eget bedaget fortælleunivers løsrevet fra resten.

Men hvad så med hovedhistorien?

Matador lægger sig langt hen ad vejen loyalt op ad serien i fortællingen om Mads Skjern, der fattig og entreprenant har al vor sympati, når han afvises af det provinsielle borgerskab, men som vi efterhånden tager afstand fra, fordi han intet lærer af modgangen, men derimod udvikler sig til en tyran. Magt korrumperer – også i Korsbæk. Musicalen laver dog en krølle, som vi vender tilbage til.

Fantasien udenfor provinsbyen

Nicolai Jørgensen er bedst i Mads’ rolige og ulykkelige sekvenser, mens han er tæt på overspil i de mere aggressive momenter. Han slår flot til stemmemæssigt, og det er ikke hans fejl, at kassesymbolikken drives til det yderste i hans skæbnes to afgørende momenter visualiseret i to modstillede dansenumre. Hvor mange tæsk kan en kasse mon tage, før vi fanger pointen?

Lea Thiim Harder er som altid et scoop og svøber os som Ingeborg Skjern i den ene ballade efter den anden fra det søde møde med Mads i Eventyr over den insisterende Giv ham vinger til den smertefulde Vi var to. Replikmæssigt løber hun hid og did og sukker skiftevis efter Mads eller Daniel i et manus, der har for travlt.

Lise Cabble og Burhan G står bag sangene, der under kapelmester Joakim Pedersens sikre ledelse sammen med koreografi, scenografi og lyssætning er de friske elementer, der giver musicalen mening. Sammen åbner de for personernes følelsesliv, men også for et fantasiunivers udenfor provinsbyens spændetrøje. Nok blev jeg træt af kasserne, men Anja Gaardboes karakteristiske kantede koreografier skaber ellers et legende udsyn, der går i flot symbiose med Benjamin la Cours tegneserieunivers spædet op med sceneloftets farvechangerende løvhang.

Tiderne skifter

Visuelt og musikalsk er jeg såmænd godt underholdt, og både musikere og skuespillere indfrier flot det materiale, de har at arbejde med. Men manus og instruktion tør både for lidt og for meget. Det reducerer karaktererne til karikaturer og kaster både kvinde- og klasseperspektivet, der var hhv. stærkt og karikeret repræsenteret i serien, ud. Matador reproducerer dermed seriens overordnede borgerlige, moralske perspektiv – og så alligevel ikke, for der sker noget til sidst. Tiderne skifter, som vi flere gange indprentes.

Og det er faktisk helt fint, at Agnes ikke er med. For det er Daniel. Søren Torpegaard Lund viser atter sit tårnhøje niveau og river os fuldstændig med i den håbefuldt, hjerteskærende En dreng som mig. Kan ske, at faderbindinger a la Daniels til Mads ikke er tidens største udfordring, men her får vi en hyldest til det, der skiller sig ud fra normen, på den mest svimlende kærlige måde.

Hvilket forrygende punktum for en musical, der nok fortsat vil appellere mest til de hardcore seriefans, der allerede holder af historien, tiden og persongalleriet. Men Søren Torpegaard Lunds pragtpræstation åbner i hvert fald døren for en aktualitet, der kan lokke andre til.