★★★★☆☆ Verdensherskerne – turbotur mod katastrofen

Mungo Park ræser gennem menneskehedens historie i en skæv, sportsmetaforisk dramatisering af Yuval Noah Hararis bestseller Sapiens. Man skal ikke tænke så meget over den populærvidenskabelige udlægning, men lade sig forføre af Mungo Park-ensemblets tragi-komiske fortolkning.

Uret tæller ned fra 100 minutter i sportsarenaen, hvor tre mennesker i hvidt sportstøj varmer op til fortællingen om sapiens. Den lille sølle skabning, der i starten kun får resterne fra de stærkere dyrs måltider, men som vokser sig til verdenshersker (i hvert fald i egen optik), fordi den ejer forestillingsevnen.

Spekulative snit i historien

Verdensherskerne er inspireret af Yuval Noah Hararis populærvidenskabelige bestseller Sapiens fra 2011, og fungerer udmærket i Kristoffer Lundberg tempofyldte instruktion af sin egen og Rasmus Krones dramatisering, der visualiseret i Josefine Thornberg-Thorsøe sportsmetaforiske scenografi understreger kampens element i menneskehedens udvikling. En kamp, vi nok er dømt til at tabe til vores egen forestillingsevne, som vi har brugt til at skabe mange dårlige ting og udpine klode.

Bogen står næppe for et nærmere videnskabeligt peer review med sine skarptskårne biologistiske og spekulative snit i historien, der forenkler komplekse dynamikker mellem natur og kultur, men forestillingen forfører i øjeblikket med sit skæve, tragikomiske blik på begreber og epoker.

Vild hvede

Det skønneste eksempel på begge dele er Nana Morks som manipulerende vild hvede. “Domesticer mig,” brøler hun, mens aks og avner står om ørerne på hende. Snart tudende-tiggende, snart dominatrix-hundsende. Hun har “så meget at byde på”, og selvfølgelig må mennesket bukke under for dette dampende erotiske bud om at gå fra jæger-samler til agerbruger.

Det er hylende morsomt, men om man køber Yuval Noah Hararis – og dermed forestillingens – præmis om, at det er naturen, der deterministisk styrer mennesket, må være op til den enkelte.

Agerbruget leder direkte frem til ejendomsretten og fyrstens magt over folket. Her opfundet af en kvinde, der må se sin idé give gevaldigt bagslag, for med kongemagten kommer også patriarkatet. Heldigvis kan scenerne altid fløjtes af, når blodtørst eller undertrykkelse tager overhånd.

Komisk kant på postulaterne

Økonomen, profeten og imperialisten repræsenterer andre af de sandheder, mennesket har skabt gennem sin forestillingsevne og som danner de privilegier og hierarkier, vi har støbt os selv ind i. Sebastian Henry Aagaard-Williams er vidunderligt barnagtig som profeten, der ligner Jesus på korset, men med et vink til koranloven ikke vil træde nogen over tæerne og derfor opfinder sin egen religion, der handler mest om fugle.

Alexander Mayah Larsen er dansabel bankmand, der kaster med millionerne i en pas de trois, der visuelt forklarer kapitalismens skrøbelighed. Nana Morks er imperialisten, der indhentes af vor tids snigende bevidsthed om privilegieblindhed og derfor ikke kan slå slaget med golfkøllen, som Alexander Mayah Larsen agerer tee for. Det kan de to andre heller ikke, og mens uret tæller stadigt hastigere ned, er vejen banet mod klimakatastrofen.

Man skal ikke tænke for dybt over de mange klip i hæl og tå i Hararis lidt kælent tidstypiske verdenshistorie, men forestillingen har en egen energi, der tilføjer en komisk kant til postulaterne. Verdensherskerne bæres af en godt sammenspillet trio af dygtige skuespillere, der forstår at skabe karakterer undervejs i det hæsblæsende tempo, der i sig selv er en del af historien.