★★★★☆☆ It’s so Cute I’m Gonna Die – sanseligt farveorgie i sort/hvid fortælling

Gunilla Lind og Blaagaard Teater har co-produceret en hysterisk, pastelfarvet danseforestilling om det nuttede, bløde og mainstream som en flugt fra verdens fortrædeligheder. Candyfloss, søde dufte og dansere i lag af glitrende kostumer, sløjfer og moon boots forfører salen, mens mørkets kræfter lurer.

Konceptet er gennemført helt ud i forhuset med pink candyfloss, skumslik og personale i pink jakkesæt. Så inden vi når salen, er vi allerede sukret til i et klistret, sødt univers. På scenen tripper små bjæffende plyshunde foran lyserødt belyste forhæng. Vi ser de fire dansere i humoristiske glimt, før de afslører deres fluffy Hello Kitty-søde kostumer i lilla, blåt og gult med læg, sløjfer, bamse-ører og moon boots.

Gunilla Lind er kendt for sine visuelle farveeksplosioner, der gerne overdriver og eksperimenterer for at rokke ved vores opfattelse af samfundsnormer, kønsroller og selvforståelse. Hun modtog i 2018 en Reumert Talentpris for sin debutforestilling Vanity of Modern Panic – V.O.M.P. I forestillingerne ser vi ofte mennesker i en eskapistisk form gemt bag skønhedsidealer, Instagram eller som her bag det nuttede. 

Sukkerknasende nuttet

Vi er da heller ikke i tvivl om, at scenen er sat til en overflade tykt poleret med hilsner fra High School Musical, cheerleading og workout. Søger man ”bedste Netflix serier om Cheerleading”, hedder den første Cuties. Danserne ligger på maven med hænderne under hagen og vifter med underbenene, poserer i Instagram-værdige poses eller logrer med numsen som små bjæffende hunde på alle fire.

Dansernes umiddelbare energi har fat i salen med smittende udstråling og humor. Hovederne vipper fra side til side og ben sparkes op i spagat i en leg af trinkombinationer. Hurtigt er vi med på, hvorfor det er fristende at gemme sig bag et tykt lag sukker og plys. Scenograferne Lars Englund Frimann og Lise Marie Birch har skabt det humoristiske og sanselige univers, hvor selv underlaget har lyserød blondekant.

Jenny Rossander, med kunstnernavnet Lydmor, har komponeret forestillingens nuancerede, elektroniske numre af musik og sang. Der er iørefaldende naiv dansemusik med sangtekster om ”kitten noses”, ”happy faces” og ”cupcakes covered in glaze”. Danserne er optaget af hinanden og deres egne spejlbilleder i folieballoner. Senere er musikken rungende og dystopisk skærende som en horrorfilm.

Lidelsens uundgåelighed

”We all know there are lines, we don’t cross servant/boss”, lyder sangteksten. Den ulmende undertrykkelse og idé om, at hvis jeg bare er ”your little pony”, så er alt fint. Vi fornemmer en trykkoger af tilbageholdte følelser, der foregribes af musikkens dybt vibrerende club beat-stemning, der pludselig eksploderer i stroboskoplys. 

Sløjferne og de fluffy lag kastes af, håret slås ud og bevægelserne bliver mere æggende, truende, uskønne, næsten dæmoniske. Thora Eriksens symbolsk ladede lysdesign går fra blødt lyserødt til blackouts, mens to store stativer med lysrør sender skærende hvidt lys ud over dansernes soli i kamp med egne dæmoner. Der kæles for hundehvalpe, der i et splitsekund er enten døde eller flåede til skindet.

I John Steinbecks roman Mus og mænd fra 1937 kommer karakteren Lennie uforsætligt til at dræbe den hundehvalp, som han holder af. Er lidelse uundgåelig selv med de bedste intentioner? Eller forstår vi som Lennie ikke at styre vores egne kræfter og impulser i relationer og magtforhold? Overgangene mellem cute og vold er eksplosive som en trykkoger. Fra liv til død, fra pænt til grimt.

Kontrastfyldte verdener

It’s so Cute I’m Gonna Die undersøger den latente vold og aggressivitet, der undertrykkes bag en ydre glazing. Gunilla Lind synes at gå efter essensen med kraftige virkemidler og dans som et ærligt og umiddelbart sprog. Scenerne opstår hurtigt og overfladisk eller langsomt og intenst. Stemningerne og det musikalske og scenografiske set-up er bærende for det koreografiske materiale.

Marcus Alexander Roydes cirkulerer og kaster sig rundt på scenen, som slog han sig i tøjret. Alvilda Faber Striim viser stor kropslig spændvidde i sin solo, mens Ruth Rebekka Hansen og Josefine Elna Ibsen mestrer en forførende nuttet charme såvel som hård råhed med jernrør i hænderne. Forvrænget tale, blodrøde lysrør og dyb basbrummen udgør en overgangsrite, hvor vi pludselig er tilbage til det nuttede univers.

Måske skal kontrasterne og de bratte overgange findes i Gunilla Linds inspiration i forsker Sianne Ngais æstetiske teori om, at vold altid er implicit i vores forhold til det nuttede. Om det skal tolkes helt så sort/hvidt, som det fremstår her på trods af farveorgiet, kan diskuteres. Under alle omstændigheder får vi to interessante verdener med bred appel fulde af soap, horror og kultisk melodrama a la Twin Peaks.