★★☆☆☆☆ Askepot – kun komikken glimter i dysfunktionel musical

Med musik af Rasmus Seebach og en YouTube-stjerne på rollelisten bliver det ikke et problem at sælge billetter til Lion Musicals og Live Nations Askepot i Tivolis Koncertsal. Det skal de være glade for, for musicalen er i sig selv slapt arbejde.

”Få mig nu bare ud af det her eventyr,” sukker Johanne Milland mod slutningen af Askepot. Det kan man desværre ikke bebrejde hende. For det, der skulle have været et Wicked-smart twist på kendt materiale, er på det tidspunkt allerede faldet helt sammen.

I første omgang er det selve præmissen for musicalen, der knirker. En ung designerspire, Ella, befinder sig i et dysfunktionelt modemiljø, og da en besværlig model smadrer en dyr glassko, suges Ella af uvisse årsager ind i det klassiske Disney-univers.

Det må man ligesom bare acceptere. Lad være at stille spørgsmål, formaner den gode fe, som Ella møder i en videoskov. Nu er du her, og du kommer først hjem igen, når du har fået prinsen. Men det tager Askepot alt for lang tid at etablere den præmis, og det skaber en unødig uro, som værket aldrig helt slipper fri af. 

Løber tør for plot

Et større problem er det, at Askepot alt for hurtigt løber tør for plot. Line Knutzon maskerer den dramaturgiske slaphed med en finurlig metahumor, som især Pelle Emil Hebsgaards kaoskomiske fe vækker til live. Men selv ikke den knutzonske signatur kan skjule, at musicalen aldrig for alvor twister det kendte eventyr. 

Første akt slutter med Ellas løfte om at lave rav i Disney-riget, men i næste scene efter pausen slynger hun sig så alligevel i prinsens arme. Oprøret reduceres til, at hun til sidst vælger hans kammertjener, Andreas, frem for den umodne prins. Ikke i en storslået romantisk gestus, men ved at kongen spørger, hvem hun foretrækker.

”Nå, ok,” svarer han ikke, men det er det, han signalerer. Og det er det engagement, Askepot som helhed udviser. Da Ella er tilbage i virkeligheden, siger hun sit job op, og igen er vi på ”nå, ok”-niveau. Den kant, Knutzon har i sin komik, er totalt fraværende i værkets dramaturgi. Det er lige så dødt som Rasmus Brohaves blik.

Meget ujævn casting

Og dermed tager jeg hul på et andet stort problem. Castingen er mildt sagt ujævn. Johanne Milland er god, men ikke fortryllende som Ella, og hendes vokal er til den spinkle side i de ballader, hun ellers sætter tonerne fint i. Hun kæmper med at give rollen personlighed, men har heller ikke meget at arbejde med.

Stig Rossen leverer nærvær som kongen, men når han synger, lyder det som et Rasmus Seebach-cover – mere om det problem lige straks. Bedst er Pelle Emil Hebsgaard som feen, fordi det er her, Line Knutzon har lagt sin energi; man skal bare lige acceptere, at forestillingen ikke har andre trumfer af spille.

Og da slet ikke Rasmus Brohave. YouTuberen spiller prinsens hårdt prøvede kammertjener med sit eneste våben: et sympatisk væsen. Det er bare ikke nok på en stor scene, hvor han formøbler aftenens bedste sang med kraftigt backtrack, forsagt mimik og bevægelser, der ikke føres igennem.

Christopher Schøllhammer Rørmose er stiv som prinsen, Caroline Henderson forcerer den onde stedmor, og stedsøstrene – Kirstine Moses og Maja Glenber – giver ikke de plastiske karakterer nok skarphed. Som teater virker Askepot ikke synderlig afstemt.

Problemet Seebach

Man kunne godt rose Soeren Le Schmidts kostumer, men de lægger med deres udbasunerede stil yderligere distance ind i en forestilling, der allerede kæmper med at finde nærvær og sammenhæng.

Det samme gælder egentlig Rasmus Seebachs sange. De er i sig selv betragtet godt håndværk, og særligt Stig Rossen og Rasmus Brohave får nogle stærke omkvæd i hånden. Men det er også så umiskendeligt seebachsk, at det ender med at lyde som covers.

Og det er altså svært at levere en Rasmus Seebach-sang, når man ikke er, ja, Rasmus Seebach. Linjerne er så ordrige, at ellers rutinerede sangere som Caroline Henderson og Johanne Milland ikke kan følge med; deres store ”duel” i anden akt løber ud i sandet trods gedigne ”Disco Tango”-vibes.

På papiret imponerer Askepot med stærke navne. De finder bare aldrig sammen til en helhed, og derfor fungerer musicalen desværre ikke på mange andre parametre end den knutzonske komik. Og selv den taber i sidste ende til kantløs gajolfilosofi. Bibbidi-bobbidi-buuuh.