Populært lige nu

Læs anmeldelser af forestillinger, du kan opleve på KLAP Festival i Esbjerg

KLAP - Teaterfestival for små og store, der før hed Aprilfestival, afholdes i år i Esbjerg. Festivalen afvikles 14.-21. april. Årets program byder på...

De glemte kroppe i moderne dans

Foreningen for integreret moderne dans har 10-års-jubilæum og inviterer i den anledning til Festivalen PÅ TVÆRS den 12.-14. april. Kunstnerisk leder Janne Weidinger Kristensen...

★★★★★☆ Aarhus Revyen 2024 – ung, blæret musikalsk revy har karakter

Aarhus Revyen, Hermans, Tivoli Friheden
Annoncespot_imgspot_img

★★★☆☆☆ Anbragt – anbringelsens nuancer skåret ud i pap

Teatret Svalegangen stiller med deres nyeste egenproduktion skarpt på udsatte børn. Thomas Markmanns manuskript tegner et relevant og sobert billede af både de menneskelige og politiske perspektiver i det komplekse anbringelsesfelt. Men nuancerne stilles så konkret op, at der kun glimtvis bliver plads til teatermagi og nerve midt i socialrealismens bogstavelighed. 

Natasja sidder indelukket og angst i et hjørne, mens en sagsbehandler fra kommunen stiller hendes far en række trivselsspørgsmål. Tager de nogensinde på legepladsen? Hvad kan hun godt lide at lave? I krydsklip mellem scener fra hendes barndom og den voksne Natasjas monologer udfoldes hendes historie med en alkoholiseret far, der trods gode intentioner må anbringe sin datter hos en plejefamilie. 

Gennem Natasjas historie stiller Anbragt spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at være på børnenes side. Og det er måske ikke helt så enkelt, som visse politikere gerne vil gøre det til.

Anbragt, Teatret Svalegangen. Foto: Creative Zoo / MontgomeryAnbragt, Teatret Svalegangen. Foto: Creative Zoo / Montgomery
Anbragt, Teatret Svalegangen. Foto: Creative Zoo / Montgomery

Den sociale bagage

”Det tragiske ved min historie er, at den er så forbandet forudsigelig,” gentager Natasja flere gange. Og årsagen til forudsigeligheden skal man ikke lede længe efter. Katrine Krohns scenografi visualiserer den sociale arv som bagage på et gigantisk transportbånd, der strækker sig over hele den bare, hvide scene. På hver side af scenen hænger store, gennemsigtige plastikstrimler, der løbende afslører en lind strøm af flyttekasser, ølkasser og nye hjem. 

Sammen med et foruroligende og nagende lydunivers har den koldtonede iscenesættelse en trist fornemmelse

Hele det visuelle udtryk fra kostumer til lys er holdt i grå og blålige nuancer, som for at understrege, at intet er sort/hvidt. Sammen med et foruroligende og nagende lydunivers har den koldtonede iscenesættelse en trist fornemmelse, der tydeligt markerer, at vi ikke skal forvente nogen lykkelig slutning. 

Hjerne frem for hjerte

I barndomsscenerne skildrer Maja Juhlin nuanceret, hvordan Natasja både vender svigtet indad som et mindreværd og udad som et selvbeskyttende “fuck dig!” til voksne autoriteter. Men scenerne afbrydes hele tiden af den voksne Natasjas tilbageskuende monolog. Det, at barnets følelser hovedsageligt fortælles frem for at blive vist, gør dem svære at mærke. Men måske er det netop pointen med manuskriptets socialrealistiske bogstavelighed. At vi skal forholde os til temaet med hovedet i stedet for med hjertet. 

Anbragt, Teatret Svalegangen. Foto: Creative Zoo / Montgomery
Anbragt, Teatret Svalegangen. Foto: Creative Zoo / Montgomery

Den pointe kommer til sin ret i en nærmest kvalmende sekvens, der skyder skarpt på den politiske retorik omkring udsatte børn. Mens Natasja langsomt driver hen ad transportbåndet i plejefamiliens sofa, spilles et længere lydklip fra Mette Frederiksens nytårstale i 2020. Talens tykke politikerpatos og entydige retorik om, at tidlig anbringelse altid er det bedste for barnet, står i skærende kontrast til Natasjas komplicerede situation. Grebet er enkelt, rammende og vanvittigt effektfuldt. 

Et touch af informationsmateriale

Anbragt er skabt i samarbejde med Børns Vilkår, og det har uden tvivl bidraget til fortællingens nuancerede dybde. En dybde, der tydeligvis ramte dem blandt publikum, som har været i berøring med anbringelsesfeltet. Men manuskriptet tangerer også visse steder en slags udramatisk informationsmateriale, som fx når en kvinde fra kommunen tørt fremsiger de juridiske krav for anbringelse af et barn uden for hjemmet. På den ene side formidler tekstens hyppige brug af ord som ankestyrelse, samværsbeskrivelser og udvalg kontrasten mellem et rigidt system og dets menneskelige skæbner. Men kunstnerisk er bogstaveligheden simpelthen uinteressant. 

Kunstnerisk er bogstaveligheden simpelthen uinteressant

Til gengæld opstår der glimt af følelsesmæssig nerve i scenerne mellem Natasjas plejeforældre, spillet med lige dele rummelighed og fortvivlelse af Allan Helge og Kirstine Hedrup. På afstand af den rationaliserende monolog mærker vi deres naive længsel efter at gøre en forskel. Deres splittelse mellem at være ansatte og omsorgsgivere. Og deres opgivenhed over for hvad det hele overhovedet skal hjælpe. 

Anbragt, Teatret Svalegangen. Foto: Creative Zoo / Montgomery
Anbragt, Teatret Svalegangen. Foto: Creative Zoo / Montgomery

Vi konfronteres gennem plejeforældrene med idéen om, at vi som mennesker og som samfund kan gøre en forskel for de udsatte børn. Men, som Natasja staver for publikum, er idéen om mønsterbryderen en illusion – og i hvert fald slet ikke nogen realistisk slutning på hendes historie.

Glimt af metaforik og effektiv politisk kvalme

Iscenesættelsen bevæger sig dog indimellem på et mere metaforisk plan, der udgør en frisk kontrast til den dominerende socialrealisme. Det er rammende, når Natasjas kontakt med systemet kondenseres i en fortravlet masse af medarbejdere fra kommunen, der hvirvler ind og ud af scenen og taler i munden på hinanden blot for at rykke videre til en ny stilling. Eller når alle de voksne danser fjollet rundt med discolys, som et billede på den absurditet, Natasja oplever. 

Anbragt er yderst relevant teater, der formår at forholde sig både seriøst og nuanceret til sit tema. Men problemet med en forudsigelig historie er, at den er, nå ja, forudsigelig. Det ville derfor have klædt forestillingen at bruge teatrets virkemidler mere til at formidle sine pointer frem for blot sige dem. For måske skal vi netop forholde os til udsatte børn med både hjernen og hjertet?

Seneste

C!CAF 2024 – et udsnit af samtidscirkus netop nu

Tredje version af Copenhagen Circus Arts Festival (C!CAF) er...

Ny leder for Udviklingsplatformen for Scenekunst

Udviklingsplatformen for Scenekunsts nuværende administrative leder, Anne Dalby, skifter...

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

C!CAF 2024 – et udsnit af samtidscirkus netop nu

Tredje version af Copenhagen Circus Arts Festival (C!CAF) er...

Ny leder for Udviklingsplatformen for Scenekunst

Udviklingsplatformen for Scenekunsts nuværende administrative leder, Anne Dalby, skifter...

★★★★☆☆ Bone Whispers og Urbane Saints – Dansehviskere på himmelfart

Lene Boel og det internationale kompagni, Next Zone, havde...
Annonce
Josefine Brink Siem
Josefine Brink Siem
Ph.d. i Dramaturgi og anmeldelsesredaktør på Peripeti. Hendes interesseområde er især de affektive dimensioner af teater, TV-serier og film og hun beskæftiger sig bredt med forskning, undervisning og formidling inden for scenekunstområdet.
Annonce

C!CAF 2024 – et udsnit af samtidscirkus netop nu

Tredje version af Copenhagen Circus Arts Festival (C!CAF) er netop løbet af stablen med forestillinger i Den Grå Hal og aktivitetsprogram med workshops, oplæg...

Ny leder for Udviklingsplatformen for Scenekunst

Udviklingsplatformen for Scenekunsts nuværende administrative leder, Anne Dalby, skifter rolle til daglig leder, og bestyrelsen vælger at oprette to nye stillinger til at booste...