Teaterkonference 2024: Hvad skal en ny scenekunstreform?

En stor del af teaterbranchen var samlet til Teaterkonferencen i Nykøbing Falster i sidste uge for at diskutere en ny scenekunstreform. Debatten forløb roligt, selvom det blev tydeligt, at meningerne er mange, og at der er brug for, at alle bliver hørt, hvis der skal være fælles fodslag for en samlende reform.

”Vi vil gerne være med til at skubbe til en kvalificeret samtale, der står på et fælles vidensgrundlag,” sagde Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut, da han i sidste uge var med til at åbne Teaterkonferencen 2024. Konferencen blev afholdt i Nykøbing Falster og havde som bærende titel Scenekunst til fremtiden med den nye scenekunstreform som hovedtema.

Ambitionen er at udstikke en række anbefalinger til en reform for scenekunstområdet i løbet af foråret, for som direktør i Dansk Teater Peter Mark Lundberg siger: ”Det er bedre at være på forkant, når kulturministeriet vil lave en reform, end at være på bagkant, når det er vedtaget.”

Brancheblik – kortlægning og undersøgelse

Dansk Teater og Kulturens Analyseinstitut har derfor indledt et samarbejde. Brancheblik kalder de tiltaget, som kortlægger og undersøger scenekunstområdet. Kortlægningen er baseret på en række samtaler med 74 af Dansk Teaters medlemsteatre og dialogmøder med andre af branchens aktører.

Hver især beskriver aktørerne de udfordringer, de oplever i branchen ved den nuværende lovgivning, og de ønsker, de har til en eventuelt kommende reform. Dansk Teater vil derefter udforme en række anbefalinger til ny scenekunstreform på baggrund af de indsamlede data.

Hold de store linjer

Esben Danielsen var første oplægsholder på konferencen. Han præsenterede fundamentet for kortlægningen og begrundelsen for tiltaget, som blandt andet skal være med til at afmontere ”mange af de myter, der bliver lyttet til”. Esben Danielsen gav et eksempel fra børneteatrets verden, hvor ”mange taler om, at der kommer færre ind og ser børneteater! Men det er ikke korrekt. Der er en pæn stigning i antallet af børn og unge, som ser med. Men der er også en stigning i antallet af forestillinger for målgruppen, så derfor kan publikum ikke følge med.” 

Målgruppen for Brancheblik og Kulturens Analyseinstituts nye hjemmeside er kulturbrancherne, beslutningstagere, politikere og andre interessenter. Det er afgørende for samtalen, at alle forstår, hvad der tales om. Esben Danielsen understreger, hvor vigtigt det er at gøre sproget og argumentationen tydelig og kommunikere, hvordan de ønsker, man har, rækker ud over branchens egne behov:

”Et eksempel kunne være, at turnevirksomhed ikke kommer langt nok ud. Det er ikke så vigtigt for dem ude i samfundet. Der skal være et vægtigt formål og en argumentation bag, fx at forestillingerne skal på turné fordi…,” forklarede Esben Danielsen.

Han fulgte op med en opfordring til at holde de store linjer og lade detaljerne afgøres internt: ”Forklar fx politikerne, at der skal være flere forestillinger til børn. Så kan I selv få organiseret, hvor i landet det skal være, om der skal være mere børneteater ud på Fyn.” Umiddelbart lød pointerne simple, men debatten senere på dagen viste også, hvor svært det kan være at holde fast i de store linjer, når der er mange forskelligtartede ønsker.

Reform skal sikre løft af hele området

Peter Mark Lundberg ønsker, at de samlede anbefalinger til en reform, ”…skal sikre et løft af hele området og ikke være en omfordelingspolitik.” En af ambitionerne med reformen er at gøre det lettere at få et overblik over de eksisterende støttestrukturer og at gøre dem lettere tilgængelige.

Responsen fra de adspurgte teatre var rubriceret under forskellige temaer, der fordelte sig i to grupper:

• Der er for få penge. Flere mener, at tilskuddene bliver udhulet. Der er for mange ufleksible overenskomster. Der produceres for meget, og der er for mange krav i forhold til at producere.
• Kampen om publikum bliver større. Det er svært at få opmærksomhed. Flere ønsker mere styr på data. Tilskudsgivere reagerer for langsomt i forhold til scenekunsten. Publikum ændrer vaner.

Konferencedeltagere fik lov at diskutere de enkelte punkter i grupper, men først fremlagde Dansk Teater deres anbefalinger.

Anbefalinger fra Dansk Teater

Der var flere anbefalinger fra Dansk Teater, blandt andet at fastsætte et minimumsbeløb for produktion af et professionelt teater. Der skal være krav om en overenskomstmæssig løn, og så skal der stilles krav til kommunerne om at sikre, at der er produktions- og prøvefaciliteter.

Dansk Teater anbefaler også at lave regionsteatre, der kan løse særlige opgaver, som binder regionen sammen, hvilket udløste spørgsmål fra salen, om regionsteatre kan blive brugt som anledning til at lukke de små teatre? Peter Mark Lundberg erkendte, at tanken om regionsteatre deler branchen, hvor nogen anser den som en trussel, og andre som en nødvendighed for at udvikle branchen.

Esben Danielsen forklarede, at de regionale spillesteder har været med til at styrke musikområdet. Det er skrevet ind i lovgivningen, at de regionale spillesteder skal styrke de små spillesteder, og det har løftet flere små scener. Der var ikke konkrete eksempler på, hvordan eventuelle regionsteatre skal løfte de mindre scener i tilfælde af, at modellen bliver en realitet, men man må formode, at det bliver konkretiseret i de endelige anbefalinger, da man jo ikke nødvendigvis kan kopiere en model direkte fra én sektor til en anden.

Respons fra museumsverdenen

Museumsbranchen fik deres anbefalinger til en reform i foråret 2024. Nils M. Jensen, direktør, og Dorthe Hammerich Rasmussen, chefrådgiver og kommunikationschef i Organisationen Danske Museer, var derfor inviteret med for at dele deres erfaringer med arbejdet og processen omkring museumsreformen.

Dorthe Hammerich Rasmussen pointerede som det første, at ”der er behov for transparens i støtteordningen. Hvem skal have penge for hvad? Og så er det vigtigt at have styr på sin røde linje: Hvad er minimumsgrænsen, I kan godtage, og hvornår er I ude af døren?”

Erfaringen fra museumsverdenen er, at der også der er mange forskellige holdninger i branchen, så en anbefaling var, at man går ud med en fælles stemme. Nils M. Jensen anbefaler at holde medlemmerne tæt på og lave zoommøder: ”Lad være med at blive uenige i det offentlige rum. Vær tydelige omkring, at nogle vil tabe, og at det kan komme til at koste for de enkelte teatre,” lød et af hans råd.

Reaktioner på brancheblikket 

Deltagerne på Teaterkonferencen blev delt i tre grupper for at diskutere oplægget, og responsen favnede bredt. Der var en grundlæggende enighed om, at der skulle tales med en fælles stemme, men hvordan skabes der en fælles stemme? Hvem må tale som den fælles stemme? Og taler den fælles stemme også i Det Frie Felts interesse?, lød det bekymret fra flere deltagere i salen. 

Direktør for Randers Teater, Peter Westphael, bød ind i debatten med en opfordring: ”Vi skal tage et fælles ansvar for helheden. Hvis de små projektgrupper ikke er der, hvor skal udviklingen så komme fra? Vi kan ikke undvære hinanden. Vi skal se på, hvor der ligger samarbejdsrelationer og komme væk fra silostruktur og have et nationalt medejerskab – alle skal med”.

Da der endnu ikke er nogle konkrete anbefalinger, er det svært at vurdere, hvilke konsekvenser en reform vil have for branchen, og om alle kommer med. Men ét er sikkert: En reform byder på forandringer.

Der var mange forskellige bud på, hvordan en reform skal favne et forandret scenekunstlandskab. Der var blandt andet forslag om et egnsteater i alle kommuner, om en fastlagt refusionsprocent, om at alle børn skal se teater mindst én gang om året, om at fjerne kravet om antal årlige produktioner, om at der skal ikke produceres mindre teater, men gives flere midler. Dagens tilkendegivelser og ønsker blev samlet ind og tages med i arbejdet med de endelige anbefalinger, som Dansk Teater fremlægger på Scenekunstens Årsmøde den 3. juni på Det Kongelige Teater.

Med fokus på børn og unge

Teaterkonferencens anden del havde fokus på børn og unge. “Hvad skal der til for at flere børn og unge møder den professionelle scenekunst?” lød spørgsmålet til debatten, som direktør for Teatercentrum, Dorthe Bebe, faciliterede.

Det er vigtigt, at børn og unge møder scenekunsten i hverdagslivet, men scenekunst er faldet ud af undervisningen, både på professionsskolerne og i den daglige undervisning. Teatercentrum har en målsætning om, at ”alle børn skal møde scenekunsten mindst én gang om året og vil desuden arbejde for en øget anvendelse af scenekunstens metoder i skole og dagtilbud.”

Udfordringen handler blandt andet om, at der er færre ressourcer til scenekunst i skole og dagtilbud. Der mangler helhedstækning, og der er for meget bureaukrati. Teatercentrum foreslår som dele af løsningen at samle feltets aktører, øge tilskuddet til køb af forestillinger, afbureaukratisere støttesystemet og tilbyde en styrket indgang til viden om scenekunst i skole og dagtilbud.

Teatercentrum er allerede i dialog med flere instanser for at sætte tiltag i værk, men det kræver også et samspil med landets kommuner, politikere og større instanser, hvis det skal lykkes.

Kulturpas og Dannelsesrygsæk

To af de kommuner, som er med til at sikre viden om scenekunst i skolerne, er Guldborgsund og Frederiksberg kommune.   

Ole K. Larsen, der er formand for landdistrikter, kultur og fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune, fortalte om Dannelsesrygsækken, der omfatter 13 kulturinstitutioner, 209 klasser og 6128 børn, som årligt kan tage deres familie gratis med til kulturoplevelser i kommunen. De får et Kulturpas, som giver adgang til forskellige kulturinstitutioner i kommunen, og tiltaget er obligatorisk for skolerne for at sikre, at det ikke er personafhængigt. Tiltaget har stor tilslutning og bliver flittigt brugt i hele kommunen, og Ole K. Larsen er ikke i tvivl om, at det er vigtigt for en udviklende dannelsesproces.

Kulturstilladset og En-Til-Alle

Lotte Kofoed sidder i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Her arbejder de med Kulturstilladset, der er et tværfagligt netværk, der giver kulturoplevelser til udsatte borgere på Frederiksberg, og med En-Til-Alle ordningen, der er et tilbud til alle kommunens skoleklasser om en årlig, gratis tur i et af teatrene på Frederiksberg.

Lotte Kofoed understreger, at det er en fælles beslutning, at teatret har værdi, men også at der skal være en solid argumentation for at bruge de midler, de gør: ”Udfordringen som politiker er, at jeg skal forklare, hvorfor vi prioriterer, som vi gør. Der er fx indført robotstøvsugere hos de ældre i kommunen. Jeg skal forklare, at de samme penge, vi har brugt på det, er, hvad jeg giver til teatrene. Det kan være svært at forklare for borgerne, når Fru Jensen hellere vil have, at der kommer et levende menneske og støvsuger.”

Som en afrundede opfordring fra Lotte Kofoed lyder det: 

”Det handler om strukturer og samarbejde med de aktører, som allerede er i kommunerne, ellers bliver der ikke mere for flere. Men spørg ikke, hvad dit teater kan gøre for din kommune. Spørg, hvad din kommune kan gøre for dit teater. Politik behøver ikke være kampplads. Det bestemmer man selv. Hvis vi skal passe på kulturen, skal vi lade være med hele tiden at gøre den til en kampplads – det gælder fra begge sider. Vi skal passe på den sammen. Det vil jeg gerne give jer med videre i arbejdet med reformen”.

Næste skridt

Teaterkonferencen 2024 bød på en masse visioner og tanker om både scenekunstreform og om en bedre implementering af børne- og ungdomsteatret i fremtidens skolesystem. Hvordan reformarbejdet vil forme sig, bliver forhåbentlig tydeligere, når anbefalingerne bliver fremlagt på Scenekunstens Årsmøde i juni. Indtil da vil en afgørende faktor for et holdbart bud på anbefalinger være, at der bliver lyttet til alle og gjort et forsøg på at samle de mange ønsker i en fælles stemme.