★★★★★☆ Supermagt – begavet, musikalsk satire i særklasse

DJØFstortion-darlingen, den uhyre produktive satiresekstet MAGT, er på banen med deres nye show Supermagt, der indeholder nye varianter på gruppens kendte formater. Denne gang i en supermagtramme med dask til både tidsånd, dansk mentalitet og techgiganter.

MAGTs nye show Supermagt er måske en anelse mindre skarptskåret end forgængeren Al magt til folket, men selv mindre gode numre har som altid hos MAGT et tårnhøjt musikalsk og sylespidst tekstligt niveau.

Annonce

Du på røv’n, min ven

Partisange er en af herrernes specialiteter, og vi stifter denne gang bekendtskab med det mærkelige politiske potpourri, det røvkedelige protestparti, Moderaterne, der “slås for lige, hvad du vil”. Med Danmarksdemokraternes helt almindelige Inger. Med de traurige SF’ere, der basher alle andre til lyden af xylofon, blokføjte og lejrbålsguitar. Årets partimæssige clou er dog ubetinget det pulserende party på fløjene, hvor højre og venstre ikke er enige om andet end at “vælte Mette og Lars”.

Personfikseret dansk politik kommer også i vridemaskinen i dukketeatret med den sure makrel, platuglen og den lille søde ellehvalp, mens truslen fra større supermagter materialiserer sig med Jonas Stimoses guddommeligt senile Joe Biden med den desillusionerede tagline “Du på røv’n, min ven”, hvad enten det gælder egne skoleskyderier, Putins lange borde eller Xi Jinpings manglende kontrol over TikTok. Det danske “bliv venner igen, så gir’ jeg en bajer i Aarhus”-hykleri, hopper supermagterne ikke på.

Kan man flytte bjerge med tro? Nej!

Det humanistiske hjerte banker i MAGT, men de satiriske håndkantsslag flyver til både højre og venstre, når Steffen Jespersens woke søn skændes med Thomas Neergaards boomerfar. Begge generationer har ifølge dem selv de bedste værdier, så ingen ekkokamre nedbrydes her. Ej heller på bodegaen, hvor de rigtige mænd har undertrykte drømme om (Brad Pitts) pik. Det er en skønt leveret sang, men den balancerer som et par andre numre også der, hvor satiren mister skarphed og bliver til reproduktion af klicheer.

Mads Andersen vender sødt mindfulness på hovedet og hjælper os til at blive den værste udgave af os selv, mens Jonas Stimose er bedårende åndssvag med sin Cosmo Kramer-agtige sprognørd, der udfordrer talemåder med præcis timing. Sammen er de den kunstneriske avantgarde, der i år er trukket i svømmefødder og danser for klimaet… eller noget. Stærke sager, som de de selv understreger.

Ætsende afklædning af klimaindsatsen

MAGT er dog allerbedst i deres klassiske sangnumre, hvor et af højdepunkterne i år er piratmedleyet om Lucky med det ene ben, der med hej jo og kombardo udløser kaos i adskillige ministre. Via den bureaukratiske bermudatrekant runder Lucky Sandholm, før han til tonerne af Mandaley “må rejs sin vej”.

Årets forrygende folkekvad udspiller sig som en battle mellem Gud og Moder Jord, når Christoffer Christensen og Morten Munk fyrer den af med en ætsende afklædning af den danske klimaindsats og menneskehedens idioti i almindelighed. Affaldssortering og papsugerør løser ikke klimakrisen og “Det er svært at gøre mere/når Aalborg Portland skal gå fri,” som Gud må sukke.

En gammel radio udspyr undervejs reklamer for alt fra aktiv dødshjælp til feministiske Hits for Kids, inden dens skumle overvågningskapacitet kulminerer i aftenens finale, hvor techgiganterne+1 sætter streg under, hvem nutidens supermagter er.

Supermagt er som sagt knap så præcist dramaturgisk og tematisk skruet sammen som forgængeren, men leverer fortsat begavet musikalsk satire på et niveau helt i særklasse.

Se forestillingstrailer her.