Gribende opera for nysgerrige begyndere

<strong>Gribende opera for</strong> nysgerrige begyndere

Barberen i Sevilla er et ideelt springbræt for begyndere i operagenren. Foto: Miklos Szabo

Peter Dürrfeld:

dansk forfatter, der har skrevet adskillige skønlitterære værker, en guide til opera og flere bøger om Mozart og musik. Han er musikanmelder ved Kristeligt Dagblad og ISCENEs operaskribent.

Billedserie

Barberen i Sevilla
27. jan - 8. jun
Operaen, store scene

La Traviata
1. feb - 23. mar
Den Jyske Opera

Billedserie

Barberen i Sevilla
27. jan - 8. jun
Operaen, store scene

La Traviata
1. feb - 23. mar
Den Jyske Opera

Er opera en støvet kunstart, som kun overlever takket være et nørdet eller snobbet publikum? Nej vel! Nu spiller to spritnye opera – de er underholdende, musikalsk gribende og lige til at gå til – så måske er det nu du skal begynde din opera-debut?

Netop nu kan man opleve to af de mest iørefaldende og lettilgængelige operaer på flere danske scener. Det drejer sig om Barberen i Sevilla af Rossini og La Traviata af Verdi.

Det er blevet sagt, at det er de samme 50 værker, der år efter år opføres i operahuse rundt omkring i verden. Påstanden skal selvfølgelig tages med et stort gran salt, men der er noget om snakken, for der findes en række særligt sejlivede sællerter, der har holdt sig på plakaten i generation efter generation, og her er der vitterlig tale om et overskueligt antal, sikkert ikke engang hundrede.

De to nævnte operaer hører til i denne snævre kreds, og bortset fra deres sprudlende musik har de aktuelle opførelser af dem det til fælles, at de begge er ”opdaterede” – dvs. regien (historien red.) er rykket et århundrede frem i forhold til, hvad komponist og tekstforfatter engang har forestillet sig og angivet i originalversionerne. Det kunstgreb er snarere reglen end undtagelsen i det 21. århundredes operapraksis.

Barberen i Sevilla
Barberen i Sevilla på Operaen, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

Barberen i Sevilla af Rossini (1792-1868) fik sin førsteopførelse i 1816 og havde været spillet på Det Kongelige Teater 715 (!) gange, inden man i januar i år på Operaen i København kunne opleve den i et spritnyt setup. Den Reumertvindende skuespilinstruktør Martin Lyngbo, der hermed debuterer i operagenren, har fået den idé at flytte handlingen fra Sevilla i begyndelsen af 1800-tallet til stumfilmens glansperiode i begyndelsen af 1900-tallet. Det er der kommet en skæg og seværdig forestilling ud af. Lige fra den herlige ouverture føler man, at stumfilmsvinklen med alle sine gags og stunts passer fortrinligt til Rossinis letflydende melodier – også som et resultat af Rikke Juellunds enkle, dukkehusinspirerede scenografi.

Barberen i Sevilla
Barberen i Sevilla på Operaen, Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo

En af Martin Lyngbos nyskabelser er at lave en dobbeltfigur ud af titelrollen som barberen. Vi ser nemlig ikke alene den livfulde barber og altmuligmand Figaro, som han kendes fra tidligere versioner, men også en såkaldt figurant – en stum scenefigur, der i hele sin mimik og gestus kalder mindelser frem om Charles Chaplin, især hans jødiske barber i filmen Diktatoren fra 1940. Skuespilleren Bo Thomas, der optræder som barberens dobbeltgænger, må i løbet af de godt to timers spilletid tage imod mange stumfilmstæsk.

I en anden rolle optræder den høje basbaryton Simon Duus som en skikkelse, der uvægerligt leder tanken hen på den engelske komiker John Cleese – med alle de skøre situationer, det kan føre med sig. Her bliver der ikke som i TV-serien Fawlty Towers tale om ”Halløj på badehotellet”, men skæg og ballade i Operaen, og man må konkludere, at den italienske skønsang går fint i spænd med stumfilmsløjerne. Og takket være Henrik Engelbrechts mundrette danske oversættelser, der kontinuerligt projiceres op på husfacaderne i scenografiens udgave af Sevilla, er det nemt at følge med i handlingen. Også af den grund er den nye udgave af ”Barberen” et ideelt springbræt for begyndere i operagenren. Forestillingen er lige til at gå til, man behøver ikke læse på nogen lektie, men kan bare tage til Holmen og lade sig fornøje og henføre.

La traviata opera
La Traviata på Den Jyske Opera. Foto: Kåre Viemose

La Traviata, der havde urpremiere i 1853 i Venedig, er en ulige mere alvorlig sag. Her er der nemlig langt stærkere følelser på spil. Giuseppe Verdi (1813-1901) var blevet inspireret af Alexandre Dumas den Yngres historie om kurtisanen (læs: luksusluderen) Violetta Valéry. Den Jyske Opera har i sin version, der den 1. februar havde premiere i Musikhuset i Aarhus, rykket handlingen frem til 1930’erne. Den tyske instruktør Lothar Krause har sammen med scenografen Annette Mahlendorf tegnet et alternativt billede af titelfiguren: Violetta er med sin sexede fremtoning og sin knaldrøde paryk blevet langt mere hårdtpumpet end i de ”pæne” versioner, man kender fra dengang, man kunne stole på, at iscenesætterne respekterede traditionerne og ikke rokkede ved de vedtagne normer, men tværtimod fandt de gamle sætstykker og kulisser frem fra kælderen og børstede garderobernes velprøvede kostumer af fra årtiers støv.

LÆS HER OM KOSTUMERNE TIL LA TRAVIATA

La Traviata
Operaen La Traviata er en forunderligt gribende helhed af følelser og musik. Foto: Kåre Viemose

Den røde paryk, der mangedobles af scenografiens talrige spejle, minder os om, at opera mere end nogen anden kunstart er karakteriseret ved den røde farve. Rød for kærligheden, rød for blodet og i sidste instans døden. Disse tilværelsens grundvilkår danner, er man fristet til at sige, den røde tråd i operaen. Ikke bare i La Traviata, men i genren som helhed.

Verdis mesterstykke er i lighed med ”Barberen” spækket med skøn musik, og handlingen er nem at følge, for også her sørger de danske overtekster for, at man kan følge Violettas nedtur, lige fra førsteaktens dybest set forcerede livsglæde til heltindens nedtur og – ja, jeg tør godt røbe det: død – i sidste akt, hvor ingen medlidenhed eller hidkaldt læge kan redde hende fra det tragiske endeligt. Verdis musik følger hende med sin gribende intensitet helt til dørs.

La Traviata, er en forunderligt gribende helhed af følelser og musik. Og det er for os operavenner vel hovedgrunden til, at den nærmest naturstridige genre trods sin mere end 400 år lange historie fortsat fascinerer og fænger.

Del artiklen

'Gribende opera for nysgerrige begyndere'

Facebook