Del

The Wave of Shit

10 - 30. jun 2021

Husets Teater

Husets Teater og The Wave of Shit står bag forestillingen af samme navn. Den bruger sproget og en gennemført gakket iscenesættelse til at give os en anderledes og ganske underholdende klimaopsang.  

The Wave of Shit har været længe undervejs, men er ikke blevet mindre relevant af at have premiere post-corona. Måske kan vi tilmed identificere os endnu mere med den gråmelerede forfatterkarakter, der spaltet i tre er på arbejde i sit køkken. Forfattertitlen går her hånd i hånd med arbejdsløshedstitlen, men i det forgangne år har ganske mange jo stiftet bekendtskab med det evige hjemmearbejde.  

Det ser gråt ud, eller måske mere lortebrunt. Først vælter titlens uartikulerede bølge af lort ud over os. Caroline Malling Jørgensens skarpe punk-tekst efterlader ingen overlevende, men går hårdt i kødet på alt fra forbrugssamfundets hykleri, ISIS-krigere med dansk pas og pissedyr to-go-kaffe til børnearbejde. Alt nivelleres i den uendelige strøm af miserabel lortethed og leder op til erkendelsen; ”Jeg er kun et middelbegavet menneske, og jeg er pisse bange!”.

The Wave of Shit
The Wave of Shit på Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Fem faser mod middelmådigheden

Derefter følger de fem faser, hvor vi forsøger at komme overens med vores middelmådighed. At vi ikke kan redde verden egenhændigt. At vi må indstille os på middelmådigheden som livsbetingelse. Hver fase har sit absurdistiske udtryk, men kædes sammen af en spørgerække, der cementerer vejen mod den uundgåelige konklusion.

Det er godt skruet sammen i en tekst, der både giver plads til vanviddet og de virkelig små sko. Dem, der kan give lidt mening i livet, når vi ikke kan overskue eller mægte de store linjer. I dette tilfælde personificeres hadet i forfatterens overbo, der tilhører et andet og – må vi forstå – mindreværdigt segment, der sætter sin andelslejlighed ulovligt i stand med profit for øje. At overboen også kan lege som en sæl, er der ikke rigtig øje for hos den bange forfatter.

Maria Kjærgaard Sunesen er den helt rigtige forløser af tekstens iboende absurde kvaliteter. Hun er ikke bange for at lave gakkede scenebilleder, at overdrive udtrykket, at piske tempoet op, at læsse på med røg, blinkende lamper og suspense ad libitum. Hun veksler lynsnart mellem socialrealisme og varierende grader af absurde og surreelle udtryk, der får os til at mærke den desperation og afmagt, der vel findes latent i de fleste.

The Wave of Shit
The Wave of Shit på Husets Teater. Foto: Henrik Ohsten Rasmussen.

Væltende versefødder og volapyk

Desperation over altings kompleksitet og afmagt i forhold til individets mulighed for at påvirke noget som helst. Morsomt i scenen om madskam, hvor remsen af ting, man må og ikke må, bare fortsætter i det uendelige. Uhyggelig i skraldeversionen af Højt fra træets grønne top, der på væltende versefødder udgør den komprimerede bølge af lort.

Den sidste synges af en psykotisk-pædagogisk smilende Peter Høgsbro, der også giver en rablende volapyk-monolog om madbilleder på Facebook. Stop det, bare stop det! Stine Gyldenkerne får lov at folde sine mere rå sider ud, men er også skøn som legesyg sæl. Gry Guldager kan brøle mere end de fleste, men får også en del ud af dialogen med sin krop om at få eller ikke få flere børn.

The Wave of Shit løber måske åbne døre ind tematisk, men gør det på en original og galgenhumoristisk måde, der måske nok skærer budskaberne i pap, men alligevel formår at gøre dem nye. Det er en præstation i sig selv, som skal tilskrives hele holdet, der får de forskellige elementer og tekstfragmenter til at samle sig til en anderledes og næsten skyldbetonet underholdende klimaopsang.

Se forestillingstrailer her.

Dramatiker: Caroline Malling Jørgensen. Instruktør: Maria K. Sunesen. Scenograf: Simon Witzansky. Lyddesigner: Erik Christoffersen. Lysdesigner: Christian Vest Berntsen. Co-produktion: The Wave of Shit og Husets Teater.

Medvirkende: Stine Gyldenkerne, Gry Guldager og Peter Høgsbro

Spiller 10. - 30. juni 2021 på Husets Teater