★★★★☆☆ Fodbold fodbold fodbold – kalejdoskopisk montage af sportens paradokser

Fadøllen flyder og trøjerne svinges på Det Kongelige Teater, der har lukket fodboldens fankultur og øvrige paradokser inden for i Fodbold fodbold fodbold.

I 2014 skrev Henrik Szklany Altid for Aab til Aalborg Teater, men selvom visse elementer går igen, er Fodbold fodbold fodbold en nyskreven forestilling til Det Kongelige Teater. 

I Aalborg handlede det mest om relationerne på et hold. Forestillingen på nationalscenen er et mere kalejdoskopisk blik på fodbold som samfundsbegreb. Fælles er dog den irrationelle kærlighed til bolden, til spillet, til holdet, som især gruppen af fans repræsenterer i Fodbold fodbold fodbold.

Rigtig meget smadder

Her er den unge mand, der forlader sin gravide kone på deres bryllupsdag til fordel for kampen. Her er far og lille datter, der skal til første kamp. Her er Martha på 90, der skal til sin sidste kamp efter at have fulgt holdet i 81 år. Her er capo Janus, der opildner de øvrige i fangruppen A38 til de stadigt mere brutale og fækale slagsange på turen til pokalkampen mellem deres hold BK og rivalerne fra FC Øresund. ”A38 – Rigtig meget smadder. BK til evig tid” er i den absolut pæne ende af udgydelserne.

I andre spor følger vi spillere på de to hold. Den gamle træner og det unge håb. Den udenlandske aspirant, der smides på gaden. Sportsdirektøren og den nye, udenlandske ejer. Agenten og den usikre far til talentet. Journalisten og eksperten i kommentatorboksen. De nepalesiske arbejdere, der bygger stadion til VM i Qatar, og de turister, der afskriver død og vanvittige arbejdsforhold, for ”der sker jo så meget dårligt alle mulige steder”. 

Højoktan-fanfest og dystopiske arbejdsforhold

Der er således meget på spil i forestillingen opsummeret i nøglereplikken ”Hvordan kan noget, du elsker så rent, være så beskidt?” Kærlighed til fodbold – eller en hvilken som helst anden sport – kan ikke forklares rationelt. ”Der er ikke noget vigtigt i fodbold…. men jeg bliver glad alligevel”, som den unge mand siger til sin kone, da han vender retur. Den glæde indfanger Fodbold fodbold fodbold og inddrager på mild vis publikum i den, når vi deltager i fankulturens ritualer. Samtidig lurer det beskidte i alle hjørner og i en grundtone stemt i arbejdernes banken i betonen.

Nicolei Fabers iscenesættelse er som teksten en montage af udtryk, der fletter højoktan-fanfest med slowmotion tilskuerkrop, korte dialoger med de skarptskårne karakterer, dystopiske, spøgelsesagtige passager i betonbyggeriet i Qatar og lurende voldsparathed i fanbasen. Jannik Elkær tilfører en elegant koreograferet fodboldkamp, mens Jonas Flys enkle, mobile scenografi illustrerer det fængsel, fodbold også på forskellig vis er.

Mads Rømer Brolin-Tani, Alvin Olid Bursøe, Jakob Femerling, Charlotte Fick og Ellaha Lack er de fem på scenen, der veksler ud og ind af roller. De supplerer hinanden godt og formår trods den episke stil at skabe de skiftende karakterer, så de står rent. Ikke ulig Den store brand på Svalegangen, der betjener sig af samme fortællestil. Umiddelbart distanceskabende, men også en interessant nuance på paletten, når den iscenesættes med gehør, som den gør både her og i Aarhus.  

Følelsen er ægte

Måske er der ikke noget vigtigt i fodbold, men sporten forårsager vigtige og rædselsvækkende handlinger, og fankulturen er trods sin renhjertede kærlighed brændsel på det bål, der har gjort fodbold til en industri, der slår ihjel for penge og brandværdi. Henrik Szklanys sans for hverdagssprog får en særlig hårdhed i sin omgang med sportens paradokser. Teksten går måske ikke helt langt nok i sin kritik af skyggesiderne – de være sig sexisme i omklædningsrummet eller mental som konkret udslettelse i sportens tjeneste – men får dog flere gange fat, hvor det gør ondt.

Fodbold fodbold fodbold skal på turné i hele landet, og den er et oplagt bud på underholdning med mening. I tråd med flere nyere forestillinger på Det Kongelige Teater rækker den samtidig ud til nye publikumsgrupper ved at sætte dele af verden på scenen, som ikke tidligere har haft plads.

Forestillingen er for lang og har ikke samme nerve og formentlig heller ikke helt samme attraktionskraft som den beslægtede, men mere lokale, personbårne billetbasker No regrets om Stig Tøftings liv. Men Fodbold fodbold fodbold slår i stedet et større samfundskritisk brød op i en tone og et scenesprog, der på samme vis åbner teatret og taler om et emne, der vækker store følelser – og ”følelsen er ægte”, som stykket selv formulerer det.