Scenekunstbranchen er præget af periodevise ansættelser, hvilket skaber usikkerhed i arbejdslivet og udfordringer med at holde barsel, være syg og spare kontinuerligt op til pension. Emnet bliver ofte rejst i ISCENE, senest i en kommentar af leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst, Mikkel Harder, der efterspørger handling fra fonde og politikere. Vi har spurgt et par af aktørerne om deres perspektiver på området.
Mikkel Harder definerer i sin kommentar på ISCENE udfordringerne med et bæredygtigt arbejdsliv i scenekunsten som historisk betingede. Han kalder derfor på en gennemgående strukturændring af feltet med fire konkrete forslag, der er rettet mod branchen selv i form af mere organisering og bedre balance mellem nyproduktioner og genopsætninger. Han appellerer også til, at blandt andet fondene, der finansierer en del af det scenekunstneriske arbejde, engagerer sig aktivt i problematikken og stiller endelig et forslag til politisk niveau om en indtægtsreguleret kunstnerydelse.
Manglende fokus på arbejdsvilkår kan godt betyde afslag
Statens Kunstfond har allerede fokus på området, fortæller Gitta Malling, bestyrelsesleder og udvalgsleder for Projektstøtteudvalget for Scenekunst.
“Når vi kigger på ansøgningerne, ser vi på, hvad der er afsat til løn og arbejdstid, og så prioriterer vi at løfte de projekter, hvor der er sammenhæng mellem produktion og budget. Vi vil hellere fuldfinansiere de projekter, vi prioriterer fremfor at give lidt til alle, og hvis man ikke løfter arbejdsvilkårene i sin ansøgning, kan det godt være en årsag til, at man får afslag,” siger hun, men peger samtidig også på, at udvalget langt fra har midler nok til at imødekomme alle ansøgninger med det fulde beløb.
“Vi giver maximalt to millioner nu, så hvis man søger om syv, må man ind og prioritere i sit projekt. Vi har i den grad øje for, at der er kritik af, at vi ikke giver nok, men vi skal både dække de sublime teatre, dvs. de teatre, der har fået i mange år, men ikke har andre steder at gå hen, og sikre, at nye genrer kommer til. Samtidig skal vi anerkende, at der er andre arbejdsformer, hvor forestillinger fx skabes over flere år i stedet for den mere traditionelle, samlede prøveperiode,” forklarer Gitta Malling.
Hun er ikke afvisende over for ideen om en indtægtsreguleret kunstnerydelse. Det kunne fx være i form af skattefrihed for de først tjente 200.000 kr., som man ifølge hende har praktiseret det i Irland i mange år. “Hvis vi vil have et bredt og varieret kunstliv, vil en grundydelse være en god måde at skabe ro og sikre et godt grundlag for mangfoldighed,” pointerer hun og varsler fortsat fokus og dialog med området allerede her i november, hvor Projektstøtteudvalget for Scenekunst inviterer branchen til dialogmøder i Aarhus og København.
Der er problemer med arbejdsforholdene
Bikubenfonden har arbejdet med området gennem årrække og vil fortsat have fokus på området. Direktør Mette Marcus har på grund af ferie ikke kunnet deltage i interview, men henviser til sine udtalelser om samme emne i Fundats 6. september i år:
“… Vi anerkender, at der er problemer med arbejdsforholdene inden for kulturområdet. Som fond har vi en del af ansvaret for at forbedre forholdene i branchen. Det skal vi gøre i samarbejde med de andre støttegivere og parter, der er på området,” udtaler hun i artiklen og uddyber, at fonden arbejder bredt med området gennem rådgivning om ledelse, bestyrelsesarbejde, kontrakter og budgetter. Bikubenfonden nærlæser ligesom Projektstøtteudvalget for Scenekunst også ansøgningsbudgetter for at sikre arbejdsvilkår for de involverede kunstnere.
Mette Marcus pointerer i Fundats-artiklen, at fonden har en rolle at spille i forhold til de enkelte kunstneres og kunstinstitutioners unikke potentiale ved at sikre, “at de finansielle rammer er, som de skal være, så organisationen og dermed også arbejdsforholdene er gunstige for, at de kan udføre det arbejde, de er sat i verden for og dermed indfri den kunstneriske ambition, som jo er det, de er der for”. Bikubenfonden arbejder videre med området, som ifølge Mette Marcus kræver mere viden og forskellige løsninger til de forskellige aktører.
Vi skal hylde, dyrke og dygtiggøre vores kunstnere
Skal Mikkel Harders ønske om en indtægtsreguleret kunstnerydelse indfries, skal det politiske niveau købe ind i ideen. Skal midlerne faciliteres af Statens Kunstfond, er det Folketinget, der skal afsætte midlerne. Vi spurgte to kulturordførere fra hver sin side af midten om deres visioner for området midt i en travl valgkamp.
Både Birgitte Bergman fra Det Konservative Folkeparti og Charlotte Broman Mølbæk fra SF er blevet mere bevidste om kunstnernes arbejdsvilkår og lave indtægtsforhold under corona. “Vi var meget obs på det under corona og var med til at sikre gode kompensationer, ligesom vi også havde flere penge til kunsten i vores finansforslag end regeringen i 2021,” siger Birgitte Bergman og fortsætter: “Vi vil ikke fjerne penge fra kunsten, tværtimod er det vigtigt for os at hylde, dyrke og dygtiggøre vores kunstnere, men det er ikke i vores pipeline at sætte penge af til en kunstnerydelse, som arbejdsmarkedet er nu”.
Se på det store billede
Birgitte Bergman opfatter de eksisterende støtteordninger som gode. Hun understreger, at der for tiden er gode muligheder for at bijobbe som kunstner og at teatrene selv har et ansvar for at skabe bedre forhold ved arbejde med partnerskaber og ved at komme bredere ud med deres forestillinger, hvilket er i tråd med Mikkel Harders ønske om bæredygtighed gennem flere genopsætninger.
Birgitte Bergmans eget fokus er mere rettet mod en skarpere prioritering af, hvad staten skal støtte. “Vi skal støtte institutionerne, uddannelserne og sikre scenekunst i hele landet. Det er vores DNA. Det, vi skal bringe videre til de næste generationer. Vi skal skelne mellem kultur, som er fællesskaber, og kunst, som er skabende og inspirerende for os andre, og vi skal se på det store billede og ikke dele små poser penge ud til højre og venstre,” opsummerer hun.
Hvor skal de varige støttemodtagere gå hen, når de ikke længere er nye?
Charlotte Broman Mølbæk ser ikke corona som en isoleret periode, men som en øjenåbner i forhold til skabe en bedre bæredygtighed for kunstnere. “Jo mere, jeg arbejder med det, jo mere kan jeg se hullerne, og jeg har leget med tanken om en indtægtsreguleret kunstnerydelse allerede før corona, men undersøger stadig, om det kan bære,” fortæller hun.
Som Gitta Malling peger hun på udfordringen i det eksisterende støttesystem i Statens Kunstfond, der både skal dække teatre, der har produceret længe og helt nye initiativer. “De eksisterende ordninger er gode, men hvor skal de varige støttemodtagere gå hen, når de ikke er nye mere? Vi så det fx med Teater Apropos, der efter 12 år måtte give op, fordi man ikke kan drive teater med bare to lønninger med den støtte, de kunne opnå. Måske skal der flere midler til, måske skal puljerne ændres. Det vil jeg have fokus på, når vi laver rammebevillingerne til Statens Kunstfond,” forklarer Charlotte Broman Mølbæk.
Læs historien om Teater Apropos her.
Bred scenekunsten ud i hele landet
Hendes eget primære fokus er at få scenekunsten styrket i hele landet: “Vi skal sikre, at scenekunst er levende lokalt, så det også bliver nemmere for kunstnere at bosætte sig i hele landet og kunne leve af det lokalt. Vi skal også forankre det i skolerne og generelt brede ejerskabet og glæden ved kunsten ud. Kunsten kan noget i sig selv, men den er også fællesskabende og skaber mere liv og aktivitet. Den dagsorden vil jeg arbejde på, og den vil også spille ind i det bæredygtige arbejdsliv,” afrunder Charlotte Broman Mølbæk.
Mens der altså er fuld opbakning og konkrete aktiviteter i gang hos flere af de markante fonde på scenekunstområdet, er problematikken først under corona for alvor kommet i fokus på Christiansborg og der kan derfor være et stykke vej til konkrete politiske initiativer. Centralt for både fonde og landspolitikere er dog spørgsmålet om prioritering af midler, som også vil spille ind, hvis en strukturændring som skitsereret i Mikkel Harders kommentar skal realiseres.
Denne artikel er udgivet i et mediesamarbejde med Udviklingsplatformen for Scenekunst med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
