★★★★★☆ Kong Lear – vellykket klassikerfortolkning dissekerer vores daddy issues

I Kong Lear på Husets Teater laver instruktør Liv Helm et præcist kirurgisk snit, der skærer Shakespeares tragedie ind til benet. Resultatet er en både tankevækkende og underholdende dissekering af forholdet mellem døtre og deres fædre. Og tragedien består i, at såret ikke sådan lige er til at sy sammen igen. 

Kong Lear er fanget i en frygtelig storm. Regnen siler ned og lyn skærer gennem mørkets dramatiske stilhed. Lidende, nærmest i slowmotion, bevæger den udstødte fader sig og fremsiger Shakespeares berømte replikker. ”Blæææææs vind!” råber han teatralskt, mens han kæmper mod både den indre og ydre storm. Men det er i virkeligheden slet ikke Kong Lear, vi oplever på scenen. Det er skuespilleren Dejan Čukić, der spiller Nanna Cecilie Bangs far, der spiller Kong Lear. 

Hvor Katrine Wiedemanns iscenesættelse af Kong Lear, der lige nu kan opleves på Aarhus Teater, indstiller den dramatiske linse på magtens væsen, har Liv Helm i stedet fokuseret på datteren Cordelias perspektiv.

Og ved siden af den lidende ronkedor står netop datteren, der tålmodigt forsøger at få faderen til komme ud af sit overdramatiske patostrip og gå ind i det telt, hun har slået op. Klædt ud som den kæmpe nar, hun føler sig som. Det var ellers hendes idé, at de skulle spille Kong Lear. Som en slags stedfortræderleg, hvor man i teaterrummets beskyttende fantasiverden kan sige nogle af de ting, man ellers ikke kan. Eller tør. 

Et Shakespeare remix

Der er umiddelbart langt fra det det, der foregår på scenen til en klassisk Shakespeare-opsætning. Væk er alle andre karakterer end titelrollen og hans højtelskede øjesten. Scener fra Shakespeares original væves sammen med tekster skrevet af Helm, Bang og Čukić, og endda en stærkt underholdende, freudiansk udlægning af 1990’er komedien Father of the Bride.

Bang og Čukić hopper ubesværet og nærværende ind og ud af rollerne som Lear og Cordelia. Med velfungerende publikumshenvendelser og masser af nerve skiftevis spiller og kommenterer de handlingen. Og deres udlægninger er ikke altid forenelige. En scene, hvor Cordelia og Lear genforenes i fængslet, ender fx i en diskussion om, hvorvidt Cordelia egentlig blev henrettet, eller bare tog sig eget liv for at slippe for at sidde der alene med sin far. 

Metaforisk kampplads

Scenerummet tager således også form som en både metaforisk og fysisk kampplads for Bangs faderopgør. Omringet af en skrigende kunstig solnedgang over et tyrkist hav, er de kongelige gemakker erstattet af et murstensfundament fyldt med brune leca-kugler og tre kunstige planter. Er vi ved at opbygge et mere holdbart fundament for relationen mellem fædre og døtre? Eller er det et optimistisk anlægsprojekt, som aldrig nogensinde bliver færdigt? Konklusionen synes mest at være det sidste.

For som Bang svarer, da Čukić spørger, om det ikke ville være ærgerligt at gå herfra og tænke, at familien altid er en arena for tragedie: ”Jo, men måske er det bare den nihilistiske pointe med dette stykke, far”. 

Men nihilismen til side er forestillingen faktisk overraskende sjov. Begge skuespillere brillerer med deres komiske timing, og det flyver gennem luften med både kasteknive og gensidige ansigtstab. Det komiske blandes på flot balanceret vis med det rørende. Som fx når en akavet brydekamp mellem far og datter i lecakuglernes dynd langsomt går over i et opgivende kram. 

Vellykket modernisering

Og bevares – at give mikrofonen til den forsømte datter og blande Shakespeare ind i et ironisk, meta-drama om de roller, som fædre og døtre spiller i kulturen, kan hurtigt blive en lidt for fiks forgribelse på et elsket mesterværk. Men det fungerer bare virkelig godt. Ikke mindst fordi forestillingen i samme åndedrag både formår at besudle og være tro mod originalen. For er det i virkeligheden ikke faderens skuffelse over, at datteren ikke vil spille den rolle, som han har castet hende i, der er hele essensen i stykket? 

Vi får belyst forholdet mellem Cordelia og Lear, Bang og hendes far. Men stykker som Kong Lear og film som Father of the Bride er også med til at forme hele samfundets konstruktion af faderrollen. Og den refleksion spøger hele tiden provokerende i baggrunden. Man går derfor også derfra med et nyt syn på sætninger som “daddy issues” og “min far er stærkere end din far”. Og det er netop det, som gør forestillingen så vellykket. Kong Lear gøres til et spejl, der både gemmer og afslører vores alle sammens daddy issues.