★★★★★☆ Min mor siger – hjertesorg i sprudlende, fandenivoldsk forestilling

Årets huskunstnere runder sæsonen af på Aveny-T med en musikalsk, egensindig og boblende dramatisering af Stine Pilgaards roman Min mor siger. Det meste af holdet stod bag en mindre version på Husets Teater i 2017, men modningen har skabt et skarpere, mere nuanceret og mere interessant værk.

“Had er et stærkt ord, siger min mor”. Og det er nok noget af det klogeste, mor siger til sin datter, der er ramt af herostratisk hjertesorg i den vidunderligt sprudlende Min mor siger på Aveny-T. Forestillingen afrunder denne sæsons huskunstnertrilogi, der med genkendelighed og selvironi har brugt netop hjertesorg til rammende portrætter af nutidsmenneskets evne til at fortabe sig i egne problemer og miste de større perspektiver.

Ekstravaganza farvescenografi og sorgramte sokker

Sofie Torp ligger således også mat henover sit lave klaver i halvmørket og synger traurigt om savn og ensomhed, men så bliver klaveret trukket bort og lyset går op for en scene klædt i et væld af farver i Simone Bartholins ekstravaganza-scenografi. Den har været med gennem hele trilogien i mindre bidder, men folder sig nu ud som en livsjublende modsætning til vor hovedkarakters grå forladthedsvakuum – og ditto sokker. Åh, de grå sokker fuldender ordløst den selvcentrerede opgivelse, der ellers omsættes til en monolog med mange ord.

Monolog er det jo så faktisk slet ikke. Stine Pilgaards debutroman fra 2012 er allerede skrevet scenisk, og Signe Hørmann Sørensen har dramatiseret med tæft og sans for romanens litterære referencer. I hendes iscenesættelse får den navnløse hovedkarakters replikker rytmisk genklang i pingpong-replikskifter med Nina Rask, der mest spiller den attråede fortabte ekskæreste, og med Laurits Emanuel, der mest spiller far og ikke mindst mor, der siger så uhyrligt mange cringe og tilsyneladende uempatiske ting til den sorgramte datter.

Man taler så let forbi hinanden

Men under de grumme morkommentarer af typen “Jeg havde også en frygtelig stil i din alder” lurer en ømhed. Både for mor og datter. Manuskriptet får varmen fra Pilgaards roman med over på scenen, så både mors grænseoverskridelser og datterens grænseløse graven i egen navle tages til kanten, men hele tiden med kærlighed. Det er ikke nemt at tale sammen, man taler så let forbi hinanden. Den sorg findes i romanen og formidles med både kæk humor og fin inderlighed i sceneversionen.

Laurits Emanuels perlende popballader rammer rent den smertelige sødme, historien gemmer, mens historiens tragikomiske sider er solidt forankret i Sofie Torps fænomenale karakter. Urimelig og barnagtig, men også skarp og helt knuselskelig i sin aarhusiansk-drævende insisteren på at gennemleve enhver nuance i forladthedens vokabular.

Laurits Emanuel er lige cool, når han fyrer sine soli af, som når han faderligt kejtet gentager “Vi henter bare kasserne og kører igen” eller som mor har travlt med at planlægge sin 60-års fødselsdag, hvor forestillingen kulminerer i blomsterdekorationer og en tale, der måske bliver til en bog om mor.

Nina Rask er den ældre kæreste, der stilfærdigt er klog nok til at give slip på en yngre kæreste med helt andre værdier. Men han slår også til som entreprenant veninde, og er guddommeligt morsom som frisk scorekarl, der i den grad kommer til at fortryde, at han lagde an på vor sørgende heltinde til en kikset kopibandkoncert.

Boblende samspil i stærk iscenesættelse

Trioens spil bobler af overskud i Signe Hørmann Sørensens stærke iscenesættelse, men Min mor siger bliver også en sjældent vellykket litterær adaption, fordi alle forestillingens dele – selv de dansende dyr – spiller hinanden bedre. Det meste af holdet stod bag en mindre version på Husets Teater i 2017, men modningen har skabt et skarpere, mere nuanceret og mere interessant værk.

Min mor siger emmer af en friskhed og fandenivoldskhed, der ligesom i romanen – men med andre greb – rækker langt ud over den ret beset banale tematik. I det små kan man finde noget større, og i dette tilfælde samtidig more sig kosteligt over menneskets dårskab, nynne med på hjerte/smerte-melodierne og nikke genkendende til sorgen, når samtalen bryder sammen og man ikke længere kan nå hinanden.

LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med huskunstnerne