Pernille Schrøder fik Årets Ærespris, mens Rottefælden i Svendborg løb med prisen som Årets Revy, da Skuespillerforeningen af 1879 hyldede revygenren i Revyernes Revy 2024. Syv priser blev uddelt og highlights fra sommersæsonens revyer viser en genre i fin – og meget musikalsk – form.
Regnen piskede et par gange ned over teltet på Dyrehavsbakken, men inden for holdt vi os tørre til dette års Revyernes Revy, også selvom første nummer blev udført i vaders med hilsen til klimakrisen fra Sønderborg Sommer Revy Show. Revyernes Revy er nemlig både en prisfest og en fin buket af numre fra årets sommerrevyer. Skuespillerforeningen af 1879 står bag de syv priser, mens dette års jury bestod af Rikke Rottensten, Morten Buckhøj, Michael Søby og Lars Wallenberg.
Den sværeste tjans har holdet, der sammensætter revyen, haft, for hvor har der været mange gode numre at vælge mellem i år
Leif Maibom bandt rutineret numre og priser sammen med vitser, roser og kollegial ristning som elegant konferencier i cremefarvet habit, mens Thomas Pakula på samme vis indtog kapelmesterpladsen i showet, der var instrueret med en god spændingsbue af Martin Miehe-Renard og Bo Skødebjerg. Den sværeste tjans har holdet, der sammensætter revyen, haft, for hvor har der været mange gode numre at vælge mellem i år.

Alt gik op i en højere enhed
Danmarks ældste, stadig aktive revy, den 140 sæsoner gamle Rottefælden i Svendborg, blev fortjent Årets Revy med sin musikalske revy, der ifølge juryen “skuede fremad uden at fornægte sin glorværdige fortid” med et hold, hvor “alt gik op i en højere enhed”. Hele holdet var på scenen med revyens kapelmesters legende medley med den opfordrende titel Knald for Danmark, der som mange andre numre fik ny visuel kulisse i Benjamin La Cours skønne Cirkusrevyen-scenografi – her pulserede hjerter i alle nuancer af rødt.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Rottefælden 2024

Årets Revykunstner, der er bedre kendt som Årets Dirch, blev Henrik Koefoed for sin stilfærdigt underspillede tre-i-ener-satire i Vase & Fuglsangs skarpe tekst Helt uvildigt: minkavleren, der også har sæde i den uvildige erstatningskommission og den uafhængige ankeinstans. Her rammer Koefoed med juryens ord “virkelighedens vanvid på kornet,” mens hans samlede præstation i årets Nykøbing Falster Revyen ifølge juryen understreger, “hvor fremragende en revykunstner han er”.

Sprogligt overskud og desillusionerede offentligt ansatte
Amager Revyen bød i år på et væld af gode tekster, og både Mille Berg og Tor Bagger var blandt de nominerede. Det blev Mille Berg, der fik prisen som Årets Revyforfatter for den sprogekvilibristiske Ole Sprogøre, som salen kort forinden havde vredet sig af grin over i hendes egen lune fremførelse. Juryen hyldede Mille Berg for sprogligt overskud i en tekst, der samtidig viser sprogets deroute i en digital tid.
Her rimer følelser på brugertilfredshedsundersøgelser
Samme problematik adresserede Lone Rødbroes desillusionerede skolelærer fra Aarhus Revyen, der i Vase & Fuglsangs fine tekst forsøger at lære 7.C, hvad bøger af. At det ikke er nemt at være offentligt ansat kunne vi også erfare i Carl-Erik Sørensen og Thomas Pakulas Ikke tid til fra Græsted Revyen. Her rimer følelser på brugertilfredshedsundersøgelser, inden Jesper Lohmann, René Richardt og prisnominerede Farshad Kholghi desillusionerede dropper kaldet.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Amager Revyen 2024

Et musikalsk år
“Man er altid i de bedste musikalske hænder hos Pakula,” sagde juryen da også og gav prisen som Årets Revykomponist til Thomas Pakula, der udover at komponere og sidde bag tangenterne i Græsted Revyen også kunne fejre 25 år i revyerne i Sønderborg i år.
Det har været et år med fabelagtigt mange stærke musikalske revyer og spændvidden er stor, hvilket vi også fik at høre i aftenens show med Joachim Knops herligt patosfyldt bilarie fra Revyperler og Kristian Holm Joensens dramatiske opgør med Socialdemokratiet (eller nok mest midtersøgende Mette) fra Odsherred Sommerrevy. Med Cirkusrevyens airfryer-ekstravaganza og Revyen i Helsingørs ikke mindre eksalterede Kåre Quist-musical Les Miserables-style. Med Bornholms Sommerrevys overraskende forvandling af musicalhittet Do-re-mi til LGBTQIA+ det løse og Aarhus Revyens coolt swingende ligestillingssang, Den bedste mand til jobbet.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Bornholms Sommerrevy 2024

Elegant talent
Mikkel Becker Hilgart, der revydebuterede på Bornholm sidste år og medvirkede i Tivolirevyen i år, fik Årets Talentpris af juryen, der begrundede valget med ordene: “Med største naturlighed trådte Mikkel Becker Hilgart ind på en af de mest traditionsrige scener og placerede sig elegant i fodsporene fra nogle af dansk revys største navne”.
Mikkel Becker Hilgart viste blandt andet hvordan med sin tiktokkende Alex Vanopslagh-parodi, der fanger unge vælgere med Pokemon Go og Gurli Gris. Rikke Buch Bendtsen gav sin Inger Støjberg-rodeosang fra samme revy og Niels Olsen lagde traurig krop til Troels Lund Poulsens svært nedstemte tale til partiet fra Cirkusrevyen som aftenens eksempler på årets politiske karikaturer.
LÆS OGSÅ: ISCENEs anmeldelse af Tivolirevyen 2024

Ikke til at flå ned fra scenen
Skuespillerforeningen af 1879 valgte i år at give Årets Ærespris til Pernille Schrøder. Karsten Jansfort motiverede med tungen i kinden hendes “spilleglæde, musikalitet, humor og hårde arbejde”, idet han smilende bemærkede, at “du er jo ikke til at flå ned fra scenen”. Revyprisen, der typisk gives til aktører bag scenen, gik i år til instruktørassistent Jytte Shapley for hendes 25 år i Cirkusrevyen. “Man skal lytte til Jyttes ord,” lød det blandt andet i motiveringen.
Det her er jo ikke et OL for revy
“Det her er jo ikke et OL for revy,” slog Leif Maibom fast, men derimod en prisfest, der hylder revyen som genre. Priserne er sponsorerede af forskellige firmaer og alle involverede arbejder gratis til showet, så overskuddet kan gå til driften af Skuespillerforeningen af 1879s humanitære arbejde og til foreningens hus på Bispebjerg.

Selvom Leif Maibom koketterede med både sin egen og publikums alder, var der da også bestemt grund til at at hylde revyen i år, hvor små som store revyer mestendels har sat barren højt. Hvor nye skribenter lægger nye snit i samtidssatiren, hvor den stille vise også kan handle om pronomener og hvor digitale muligheder også har fået fodfæste både som scenografi og selvstændige numre.
Næste år fylder revygenren 175 år, hvor fortiden naturligvis skal fejres, men hvor blikket også skal rettes mod fremtiden. Revyernes Revy 2024 præsenterede en sæson, hvor revyen fortsat viser sin berettigelse med nye greb og stærke traditioner for at udøve magtkritik og more på samme tid.
De nominerede til årets priser var:
Årets Revykunstner: Farshad Kholghi (Græsted Revyen), Henrik Koefoed (Nykøbing Falster Revyen) og Susanne Breuning (Revyen i Helsingør).
Årets revyforfatter: Tor Bagger (Amager Revyen), Mille Berg (Amager Revyen / Ganløse Revyen) og Henrik Lykkegaard (Cirkusrevyen).
Årets Revykomponist: Thomas Pakula (Sønderborg Sommer Revy Show / Græsted Revyen), Trond Lindheim (Odsherred Revyen) og Lasse Schmidt (Revyen i Helsingør).
Årets Revy: Bornholms Sommerrevy (iscenesættelse: Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll og Bo Skødebjerg), Rottefælden (iscenesættelse: Carsten Friis) og Cirkusrevyen (iscenesættelse: Joy-Maria Frederiksen).