”En, to, tendens”. Sådan lyder en uskreven journalistregel. Og selvom to eller få værker ikke tegner det fulde billede af en aktuel udvikling, kan de alligevel markere en retning, som er værd at lægge mærke til.
For øjeblikket arbejder flere forestillinger med fortællinger, der har afsæt i virkeligheden og udfoldes med radikale kunstneriske greb. Et materiale, som er med til at tilbyde nye samtalerum for aktuelle samfundstematikker, når det løftes ind i en scenisk virkelighed.
Én af disse forestillinger er Christian Lollikes Skolekomedien på Aarhus Teater, der er baseret på biografisk materiale fra lærere og skoleelever. En satirisk horror-hyldest til landets skolelærere og en krads kritik af ministerielle optimeringsforslag og ansvarsforflygtigende forældre.
Når teatret påvirker debatten
En forestilling befriet for politikersnak, skabt med slowmotion-spil, slapstick komik, dæmoniske klovne og børnesange i mol, som har sat sine spor i den verserende politiske debat. En leder i Jyllands-Posten omhandler et forslag fra De Radikale, som ønsker, at skolen skal stå for bespisning af børn i skoletiden. Debatten om skolemad fylder ikke særskilt meget i selve forestillingen. Alligevel lader lederskribenten overskriften være ”Jeg vil bare lige sige, at Ella ikke kan lide rød peberfrugt”. En replik hentet direkte fra forestillingen. Og flere gange kvalificeres argumenter med referencer til forestillingen. Der skrives bl.a.: ”Martin Lidegaard har måske aldrig været på Aula. Måske har han heller ikke set ”Skolekomedien”, (…) på Aarhus Teater om tilstanden i den danske folkeskole. (…) De Radikale foreslår, at skolen oven i alt dette – og nå ja undervisning – skal bespise børnene i skoletiden, og har man ikke været på skolernes kommunikationsplatform, Aula, eller i Aarhus Teater, lyder det som en appetitlig tanke…”
Forestillingens biografiske afsæt validerer argumentationen
Lederskribenten henviser til Skolekomedien som et sted, hvor man kan lære noget ”om tilstanden i den danske folkeskole”. Forestillingens biografiske afsæt validerer argumentationen og peger dermed på, hvordan teatret med afsæt i virkeligheden tilbyder nye indblik og debatrum, som i dette tilfælde kan være med til at ændre nogle faktiske forhold for fremtidens skoleelever.
Samfundskritiske problematikker
På Bådteatret i København spiller en anden markant forestilling, der er baseret på biografisk stof. Her bruges dog fragmenter af dukker, som skuespillerne spiller op imod. Allerdybest nede hedder forestillingen, som tager afsæt i dramatiker Sophie Zinckernagels egne erfaringer med depression. Forestillingens kunstneriske greb skaber en ikke-realistisk verden, hvor depressionens følelse fylder alt. Vi får indblik i en tilstand og tilbydes dermed et nyt samtalerum for en væren i livet, som kan være svær at sætte ord på. ISCENEs anmelder Anne Liisberg skriver: ”Som et spejl bevæger de to kroppe sig synkront og illuderer den tilstand, hvor man ser sin krop udefra, men ikke selv oplever at være til stede. Et ikke-sted, hvor man ikke kan tale, men heller ikke være stille. Depressionens sted.”
Klimakrisen og samtidens fattige parallelsamfund i Sydeuropa er tematisk fokus i to aktuelle forestillinger. Begge værker tager afsæt i virkeligheden med hver deres virkemidler, men begge med et ønske om at gøre opmærksom på samfundskritiske problematikker.
Et ønske om at gøre opmærksom på samfundskritiske problematikker
På Kolding Egnsteater har de iscenesat den engelske scenekunstner Katie Mitchells koncept for bæredygtig scenekunst i forestillingen Et stykke for de levende i en tid med uddøen. Det er en form for teaterforedrag med reelle fakta, som sætter fokus på klimakrise og overforbrug gennem både tale og mere fysisk på scenen, hvor der står to cykler, som skal generere forestillingens fornødne strømforbrug til lys og lyd.
Skaber nye samtalerum
Hos Fix&Foxy og Republique er Tue Biering i gang med Vredens bær. En forestilling, som sætter fokus på nutidens ultrafattige bærplukkere fra Sydeuropa og det parallelsamfund, som de lever i. Forhold, vi er med til at understøtte med vores import af frugt og grønt fra de pågældende områder. I tråd med Tue Bierings tidligere værker træder virkeligheden helt ind på teatret, hvor han lader bærplukkere fra Spanien stå på scenen som sig selv i en dramatiseret ramme fra deres liv og hverdag.
Forestillingen har først premiere til maj, så hvordan værket vil folde sig ud kunstnerisk, ved vi endnu ikke.
Der er mange måder, hvorpå scenekunsten kan sparre med virkeligheden, byde ind i debatten og skabe nye samtalerum. En retning er at tage fat i virkelighedens konkrete problematikker og sætte det ind i en ramme, som tilbyder et oplevelsesrum, der giver debatten et andet sprog, som vi kan tale om aktuelle følelser og problematikker på.
