★★★★☆☆ Urinetown – samfundskritik i underholdende indpakning

Forskellige nuancer af tisgul er en gennemgående farve til premieren på Urinetown på Østre Gasværk Teater. Gul løber, gule skilte og masser af gule detaljer i kostumerne i Kim Ace Schjerlunds meget kropsligt underholdende instruktørdebut af musicalen, der i hvert fald på overfladen handler om netop tis.

Urinetown er nok en musical, der deler vandene. Enten synes man, den er for plat, for sær eller alt for meget, eller også køber man præmissen og elsker den fuldt og helt. Den er skæv og skøn på samme vis som en klassiker som Laser og pjalter. Personligt hører jeg helt klart til sidstnævnte gruppe, der elsker kombinationen af komik og samfundskritik i underholdende musicalindpakning.

Højaktuel historie

I en by, hvor vandmanglen i årevis har været fatal, er der rationering på brug af toiletter, der kun findes på offentlige faciliteter. Det koster kassen at tømme sin blære, og bryder man loven og tisser på gaden eller bag en busk, sendes man til det mytiske sted, Urinetown. Alle toiletfaciliteterne ejes af den skruppelløse magtmanipulator Caldwell B. Gladwell, der tjener millioner på at tage sig betalt for at forløse folkets tissetrang. Alt sammen indtil en ung mand en dag beslutter sig for at gøre oprør mod systemet….

Mark Hollmann og Grey Kotis’ fortælling fremstår højaktuel i en tid, hvor klimaforandringerne for alvor tager fart, og vi hvert år ser flere og flere konsekvenser af menneskers overforbrug. På Østre Gasværk Teater understreges denne pointe yderligere i et samarbejde med Danske Vandværker, der blandt andet giver sig udtryk i informative stickers om danskernes vandforbrug på gulvene og toiletterne.

Vellykket debut

Kim Ace Schjerlund, der selv medvirker i forestillingen, får sin instruktørdebut med iscenesættelsen af Urinetown i det store, rå rum på Østre Gasværk, hvor han – ligesom ved opsætningen på Fredericia Teater i 2019 – også står bag koreografien. Han har et ganske særligt talent for kropskomik, som netop er det, der gør hans eklektiske koreografier så underholdende og energifyldte. Når samme kropskomiske tilgang også anvendes gennem hele instruktionen, hvor de fleste replikker ledsages af overdreven gestikuleren, kammer helhedsindtrykket en anelse over og bliver i sekvenser næsten som at se komik for børn.

Når det er sagt, så opvejes det af de skønne koreografier, de dygtige performere og den fjollede historie, som på samme tid er dybt plat og herligt revsende i sin grundlæggende kritik af menneskets overforbrug og deres klimamæssige konsekvenser.

Velfungerende makkerpar

Mads Rømer Brolin-Tani indtager rollen som politimanden Lockstock, historiens alvidende fortæller. Én af mine kolleger her på ISCENE sammenlignede ham på et tidspunkt med Dirch Passer (det var i denne anmeldelse), og det forstår jeg så udemærket. Mads Rømer Brolin-Tani har et forrygende scenenærvær og en velfungerende komisk timing, men hans sangstemme er dog langt stærkere end Dirch Passers. Heldigvis.

Sicilia Gadborgs knuselskelige fortolkning af Lille Sally, der med strutskørt og Pikachu-hue på barnlig vis hele tiden stiller ham undrende og handlingsopklarende spørgsmål, giver ham et velfungerende modspil. De to er et godt makkerpar. Især når han, med egne ord, gennemgår “for mange handlingsmæssige redegørende oplysninger”, der kører publikum trætte allerede inden første sang, er det godt med et “barn” på scenen, der kan afbryde.

Forhutlet tilværelse

Som i Fredericia i 2019 har Nevena Prodanoviic skabt en scenografi i to etager, der med sit rustikke udtryk matcher det højloftede, rå rum virkeligt fint. Gennem Brian Njies lysdesign skiftes der let fra forhutlede, offentlige toiletfaciliteter i dunkel belysning til minimalistisk, corporate virksomhedskontor højt oppe under loftet i køligt, blåt lys.

Kurt Ravn har til trods for – eller måske netop på grund af – sit venlige ansigt og sin smørbløde sangstemme en formidabel evne til at spille skurk. Han shiner ganske enkelt i rollen som Gladwell, der især er skøn i samspillet og duetten med Maria Skuladottirs toiletsfacilitetsbestyrende tissekone, Penelope Pennywise. En rolle hun i øvrigt også spillede i opsætningen i Fredericia.

De to byder på stærke sangstemmer, der smyger sig om hinanden. Og Anna Juul Holm og Mulle Seistrups kostumedesigns understreger kontrasten mellem rig og fattig i denne mismodige verden. Det repræsenteres glimrende ved Ravns stilfulde, lysegrå jakkesæt og kridhvide hår over for Skuladottirs tisgule kjole, hendes beskidthvide gummistøvler og en pagefrisure, der er så skarp, at man kan skære sig på den.

Alt i alt er Urinetown på Østre Gasværk Teater en vellykket og særdeles underholdende iscenesættelse. Ja, det bliver måske nok lidt for meget med de mange fjollede bevægelser, men historien er skarp, og det samme er alle ti medvirkende.