Ligeværdigt samarbejde mellem dans og teater drives af det frie felt

Der er livlig summen i Betty Nansen Teatrets fyldte foyer. Der er pænt fremmøde til tænketanken om mere ligeværdige samarbejder mellem dans og teater. Dansehallerne, Betty Nansen og Bora Bora afholder arrangementet sammen med Dansk Teater 300 år. Erfaringerne i panelet og blandt deltagerne er mange, og debatten kredser om strukturer, hierarkier, faglighed og tværfaglighed.

Koreografi og dramatisk teater har eksisteret i de samme forestillinger siden tidernes morgen, men samarbejdet har typisk ikke været ligeværdigt. Moderator Karen Vedel fortæller, at der har været en tid, hvor strukturer omkring dans var nødvendige for at bevare kunstarten. Paneldebatten tager fat på nye veje i samarbejdet, ligesom salen har mulighed for at deltage med spørgsmål og kommentarer.

Tænketankens panel består af koreograf og filmskaber Gunilla Heilborn (SE), koreograf, teaterinstruktør og dramatiker Jo Strømgren (NO), koreograf og teaterleder Tina Tarpgaard (DK) samt dramaturg, teaterskaber og forsker Katalin Trencsényi (HU/UK). Moderator er Karen Vedel (DK), lektor ved Teater- og performancestudier på Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Nye digitale strømninger – teater i samspil med Metaverset

Strukturer og hierarkier 

Danmark har tradition for mere fokus på ”Spoken word” end på dans og bevægelse, siger Eva Præstiin, direktør for Betty Nansen Teatret. Rammeaftaler og strukturer hænger sammen, så hun mener, der skal skubbes til konventionerne. Jo Strømgren mener, at de vandtætte skodder mellem kunstarterne repræsenterer vores organisationer og fagforeninger. De arbejder på selv at få mest muligt ud af kagen. 

I Norge kæmpes fortsat for rettigheder til dans, siger han. Derfor går energien stadig mere mod at bygge vægge op end at bryde dem ned. Tina Tarpgaard tilføjer, at hver institution reproducerer sin historie gennem vaner, og de indlejrede magtstrukturerne skal undersøges.

Katalin Trencsényi fortæller, at i Ungarn får moderne dansere som de eneste dansere ikke pension. Hun mener, vi er vænnet til én måde at tænke rammer, systemer og penge på. Der skal findes alternative veje, så vi ikke opererer i et system, der ikke virker for menneskene i det. Det skal være muligt at tænke ud af boksen. Covid-19 gav fx muligheder for at arbejde med andre scenerum, men mange selvstændige må lukke ned igen. Vi er tilbage til silotænkning, trods ansvaret for at skabe social relevans.

Det frie felts tilgange

Katalin Trencsényi nævner Pina Bausch, som samlede teater og dans ud af en kunstnerisk nødvendighed. Et ligeværdigt samarbejde mellem dans og teater kan næres af social relevans. Tina Tarpgaard fremhæver, at mange frie kunstnere fokuserer på det, de ønsker at beskæftige sig med, og vælger kunstformen ud fra det. Nogle kan bedre forholde sig til performance som helhed end til kategorier. 

Gunilla Heilborn oplever, at delelementerne i en danseforestilling er mere sidestillede end i teater. Dans er ofte mindre narrativ og har derfor friere kunstneriske rammer. Eva Præstiin indskyder, at Betty Nansen Teatret netop arbejder på at rykke ved idéen om, at teksten skal være bestemmende for alt andet. Hun har lært meget af at se på, hvordan det frie felt udforsker en idé i årevis sammen med deres kunstneriske hold. I ligeværdige samarbejder mellem instruktør og koreograf kan man vælge det bedste udtryk til en situation, fortsætter hun.

Thomas Eisenhardt, kunstnerisk leder af Aaben Dans, indskyder, at selvom teatret er en institution, har kunstarten erobret det. Selvom vi deler ting op i enheder, er det, der kommer på scenen, et socialt fænomen. Det er gavnligt at arbejde med det frie felt og tænke mindre i hierarkier. 

LÆS OGSÅ: Demokratiets pris – fejring af 300-året for dansk teater

Performernes fagligheder

Gunilla Heilborn instruerer selv skuespillerne til at arbejde med opgaver og bevægelser frem for at spille roller. Fx simple trin efterfulgt af en sætning. På den måde holdes tekst på samme niveau som alt andet i iscenesættelsen. Hun arbejder med handlinger frem for repræsentationer, selvom det er karakterarbejde, der er spændende for skuespillere. Det er det, de til alle tider er blevet hyldet for på scenen.

Skuespillerne tilfører et skift og tilfører nye perspektiver, der er anderledes, end hvis en danser gjorde det samme, siger hun. Koreograf og instruktør Jacob Stage tilføjer, at det er krævende at instruere skuespillere, fordi de ofte arbejder indefra og ud, mens dansere arbejder mere udefra og ind. En performer i salen siger, at skuespillerne ser efter motivationen, mens danserne er bedre til at give slip og stole på det større billede.  

Jo Strømgren, der både er koreograf og teaterinstruktør, fortæller, hvordan det kan forvirre skuespillere. De møder op i træningstøj, når han skal instruere, alene fordi han også er koreograf. Han oplever, at teatermediet støtter de rationelle og analytiske tilgange, mens dans opererer fra en mere intuitiv tilgang.

Har vi publikum med?

Et andet godt spørgsmål i debatten er publikum. Tænker de også i siloer, eller hvad forventer de? Tina Tarpgaard oplever ikke, at publikum hos Sydhavn Teater vil vide, hvilken kategori en forestilling repræsenterer. ”Det er vigtigere at lære fra andre vidensområder og lade det reflektere ens arbejde,” siger hun. Fx kan man bevæge sig tydeligt gennem tid, når man bruger tekst, og det kan gøre dans lettere at tilgå for nogle.

Danser og koreograf Tim Matiakis fortæller, hvordan Det Kongelige Teaters eksperimenterende danse- og koreografiprojekt Corpus gav kunstnerne mulighed for at udforske nye formater inden for teatrets etablerede strukturer. Det var interessant og gav også moderne dans højere status i organisationen, men de kunne ikke udvide deres publikum nok. Jo Strømgren anfører, at publikum godt ved, hvad de forventer af teatret og dets konventioner. Men hvad vil instruktøren med sit publikum? 

LÆS OGSÅ: Fremtidens musikdramatik: Nye indsigter og inspiration 

Konventionerne tages for givet

Danjel Andersson, kunstnerisk leder af Dansehallerne, mener ligeledes, at publikum forventer det samme, som de så sidste gang. Der ligger nogle konventioner, som vi tager for givet, og som skal konfigureres løbende. I Danmark er det fx Bournonvilles narrative dans, vi bygger på. Vi skal spørge os selv, hvad der er de mest interessante spørgsmål, vi kan stille i dag, fortsætter han.   

Jørgen Karlslund, teaterleder for Zebu, indskyder, at kommunikation til børn skal virke, ellers flopper det. Børn er ligeglade med genrer, men ser på, om det er underholdende eller medrivende. Når man arbejder med børn, er man altid i bunden af hierarkiet, selvom politikerne siger, det er vigtigt. Derfor kan man skabe det, man vil, siger han. 

Fremtidens performances

Panelet er enige om, at der er nogle signifikante forskelle på dansere og skuespillere, og at der kommer interessante, kunstneriske produkter ud af et ligeværdigt, tværfagligt samarbejde. Det dramaturgiske arbejde er ikke anderledes, fordi de arbejder sammen, siger Katalin Trencsényi. Tina Tarpgaard foreslår mindre fokus på at udfordre konventionerne og mere søgen efter cracks, der kan tilføre noget helt nyt. 

I forhold til fremtidens uddannelser nævnes tværfaglige performancestudier. Jo Strømgren siger, vi ikke må glemme værdien af en særlig faglighed på et højt, kunstnerisk niveau. Samarbejde er ikke det samme som at glemme sit eget fag, påpeger han. Karen Vedel konkluderer: ”Vi må anerkende, hvordan vi er uddannede og indse, hvad vi er en del af. Ved at bryde vægge ned, gøres der plads til nye muligheder”.  

Debatten viser, at strukturer, rammeaftaler, magthierarkier og historiske konventioner er nogle af de største forhindringer mod et øget samarbejde. Det frie felt har mere frihed til at operere ud fra aktuel kunstnerisk nødvendighed og social ansvarlighed og vælge kunstarternes fælles udtryk derfra. 

Alette Scavenius fra Dansk Teater 300 År runder af: ”Vi ændrer ikke verden, men vi skal blive ved med at tale og holde emnet varmt. You are the tools for future theatre”.

LÆS OGSÅ: Holberg goes black – seriøst sjov, sproglig energiudladning